Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nogen som helst Sky for at nævne Tingen ved sit rette Navn.
Bogens Slutningsord i Albertines Mund er overvættes grelle. Det
kommer noget af, at Forfatteren har skaanet den unge Pige i
Løbet af Fortællingen. Han lader hende tale for lidet, til at vi
kunde være forberedt paa, at hun vilde blive saa hensynsløs
plump. Han har i forskellige fortrinlig udførte Situationer haft
mere Øre for de andres Ord end for Albertines, og han er gaaet
uden om en Del Optrin, som maatte have vist os den tarvelige
Sypiges »Simpelhed«. Der mangler noget, naar vi ikke hører
Albertine og Jossa — den ypperligt skildrede Veninde, der har
Manerer og Moral som en Vipstjært, — give de raske Svar »lige
i Fleisen« paa de Mandfolk, der snakker til dem og vil gribe dem
under deres hastige Vandring fra Nordbygade hen til Oline, og vi
burde vel have overværet i det mindste et af de Gilder, hvor
Albertine lærer at sætte Pris paa Champagne og »Leven«. Der
er et Øjeblik under det afgørende Besøg hos Politifuldmægtigen,
hvor Albertine ligesom bliver borte for os, det er, da hun uden
at betænke sig tømmer det ene Glas Sherry efter det andet. Hvor
har dette fattige og uforsøgte Pigebarn faaet Smag paa stærk Vin
fra? Og er mon i det hele ikke denne Aften hos Politifuldmægtigen
skudt for langt frem i Albertines Liv? Hun opfører sig saa
forunderlig udvortes erfaren og uforskrækket.
Men disse Indvendinger rammer ikke noget afgørende i
Bogen. »Albertine« er Begivenheden i Literaturen for dette Aar.
Den er saa ægte, saa ligefrem, saa fast sluttet og gribende. Næsten
alt hvad vi erfarer, faar vi at vide igennem Albertines
Betragtninger. Hendes Bevidsthed er som sammengroet med det uløseligt
gaadefulde Faktum, at Søsteren Oline nu, efterat hun har boet i
Vika, skal kunne gaa og gælde for et skikkeligt Menneske, blot
fordi hun er bleven gift. Hvis Skæbnen kunde slippe dem saa
aldeles igen, naar den først havde haft Tag i dem, saa var det
hele jo ikke saa farligt! Men Sagen var ogsaa, at de blev sølet
saaledes til indvendig, at de aldrig kunde blive rene mere. Nej
det stod fast, hun vilde ikke have med Søsteren at gøre, ikke
laane Regnkaaben af hende, ikke lade sine Pandethaar krølle med
den forfærdelige Nikkeltang, som hun vidste Oline havde fra »den
Gang«. Og hun flygter fra Søsteren og Veninden og sidder Dag
ud og Dag ind ved Symaskinen. Men Billedet af Oline forfølger
hende, hun kan ikke lade være evig og altid at gruble over alt
det, hun véd, og det hun ikke véd om Søsteren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
