Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bertel Elmgaard: Norsk Bohêmeliteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Specialiteter, en forfører helst Tjænestepiger, en anden helst
Cigarjomfruer, og naar de ikke lever i en Atmosfære af Drik og Utugt
— Kvinnfolki »trak«, og Mannfolki »slog an«, som det hedder paa
det Garborgske Maal — saa har de Tømmermænd, Pengemangel,
Ærgrelse, Frygt for visse Sygdomme, og for saa vidt ogsaa noget
de kalder »Samvittighed«, skøndt det er en Flothed at holde den.
Saa tilstaar en, at han rangler for meget — »Ja gu gør eg det!
Men kva skal ein gjera, naar ein ikkje eig Giede elder Hyggje i
sitt Liv? Maa ein so ikkje vera glad for, at ein har Brennevin
i all fall?« Spørgsmaalet stilles jævnlig, men finder ikke et
fornuftigt Svar i hele Bogen. Der spørges, svares, handles bestandig
ens, Mænd og Kvinder, alle har de omtrent samme
Forudsætninger, samme Hensigter, der ikke rækker ud over legemlig
Nydelse. Den Portion »moderne Livsvisdom«, der kan hentes fra
Menneskeskildringer som »Mannfolk«, er vistnok af saare gammel
Dato, og blandt Samfundets Bundfald vil man finde den i
Virksomhed.
Nogle Citater viser bedst, hvorledes disse »Mannfolks« Liv
er Gentagelse næsten fra Scene til Scene og derfor saa lidet
belærende som en Skala af de samme Paradigmaer. Der er
Malerne Bjølsvik og Otto Nielsen, som sidder og taler om Constance,
forhenværende Model og Maitresse: »ho laag og galopperad og
skulde døy i Nott elder i Morgo tidlig. Men det var det beste,
som kunde henda henne, meinte Nielsen, so slap ho aa koma i
Vik’a. Skaal!–––-Ja, og so var det Systeri, Ottilie; den vakra
fjortenaars Ungen maatte alt gaa paa Gata etter Herrar for aa
tena Mat til Huset.« Præsten havde sagt, at Constance ikke
var angerfuld nok. »Liksom det var saa leet aa angre paa det,
som har vært den eneste Moro i Verden.« Nielsen mener, at
»so lengje der var Kvinnfolk, som seide seg, so maatte me vera
galne, um me ikkje kjøpte;« men Bjølsvik »lagde i Veg med
svære Ord um alle desse Kvinder«, som leet seg forsyrgje av
Mannen sin, men gjek og pinte Livet av han samstundes.« Ikke
des mindre føler han sig tiltrukken af disse i den Grad, »at
kunde me ikkje faa Damur med oss, so tok me Tævur. Ja gu
gjorde me det, ja.« Men naar den samme Bjølsvik møder Dagmar
Dyring, som han paastaar at elske, fordrer han den hvideste
Uskyld. Modsætningen kan være meget sandsynlig, men
Forfatteren har ikke vist os det. Saa er der Fætterparret Georg
Jonathan og Laurits Kruse, af hvilke den første tilbyder den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
