Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - N. Neergaard: Grev Beusts Memoirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det store Begejstringens Aar 1848 lod Beust ganske kold.
Han overværede et Møde i Frankfurterparlamentet, men finder
deraf kun Anledning til den Bemærkning, hvor kuriøst det længere
hen i Tiden var ham, da han i Egenskab af østerrigsk Rigskansler
forhandlede med Heinrich v. Gagern som storhertugelig hessisk
Gesandt at tænke paa hans pompøse Præsidentdage i Frankfurt. I
Berlin levede han som sachsisk Gesandt i en Del af den mest
bevægede Tid. Hans skarpe Iagttagelsesævne gjorde ham det let at
se Hulheden i meget af det, der dengang flød ovenpaa, men dette
Indtryk blev ogsaa hans eneste; hverken Friheds- eller
Enhedsbegejstringen synes at have ramt nogen Fiber af hans Hjærte,
hvilket dog ingenlunde forhindrer, at han siden hen paa rette Tid
og Sted forstod til en vis Grad at akkomodere sig med dem begge.
Han var alt andet end en Tronens og Alterets Entusiast.
Særlig ikke det sidste. Køligere end alt er hans Udtalelser
om Religionen, men det laa ham ganske fjæmt i saa Henseende
at markere sit Standpunkt, og han fortæller med en vis
Tilfredsstillelse, hvorledes han — Protestanten — distancerede sine
katolske Kolleger ved ostentativ Andagt, naar der i hans
Rigskanslertid var Hofgudstjeneste i Stefanskirken og hvorledes hans høje
Herre ikke undlod med Tilfredsstillelse at bemærke det.
I det hele er han altid beredt til at bøje sig for det
be-staaende, for det, der til enhver Tid har Magten, og intet ligger
ham fjæmere end i Kraft af sin Overbevisning ar arbejde sig op
mod Strømmen. Hans Færd 1864—66 er ikke et Vidnesbyrd
herimod; hele Sagen var, at han lige til det sidste troede, at
Strømmen gik ad Østerrig til. Allerede i den første lille Historie,
han fortæller om sig selv og Bismarck, føler man Modsætningen
mellem de to, netop paa dette Punkt. Det var i Berlin i
Efter-aaret 1848, og Talen var om Dagens brændende Spørgsmaal:
Robert Blums Henrettelse i Wien efter Fyrst Windisch-Gråtz’
Erobring af Byen. Beust fandt, at den østerrigske Regering her
havde begaaet en stor politisk Fejl: Blum var dog ved Tidernes
Ugunst en Magt i Tyskland; hvad vilde Demokraterne i Frankfurt,
ja i hele Tyskland vel sige dertil? Bismarck svarede blot: »Det
er helt forkert; har jeg faaet en Fjende i min Magt, saa maa jeg
slaa ham nede. Beust har sikkert haft lige saa lidt til overs for
»Martyren* og alt hvad han repræsenterede som Bismarck, men
medens Robert Blum for Bismarck var en Fjende, der skulde slaas
ned, netop fordi han var en Magt, var han og den demokratiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
