Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - N. Neergaard: Grev Beusts Memoirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bevægelse for Beust først og fremmest en Magt, med hvem det
gjaldt at forholde sig nogenlunde, for ikke at forspilde mulige
Chancer.
Ligesaa i Dresden: helt ind i 1849 stod han med en
alvorlig Mine og forhandlede Frankfurterparlamentets »Grundrechte«
med det sachsiske Deputeretkammer; først da han var bleven klar
over, at Demokratiet ikke længere havde Magten, slog han løs.
Endelig i den store europæiske Omvæltning 1866: Han bruger et
Par Gange det Billede, at saadanne Begivenheder som 1866 og
1870 er at ligne med Eruptioner: hvor Jordmasserne slynges hen,
der faar man lade dem blive liggende. Det er praktisk set meget
rigtigt, men man er ikke fri for at irriteres lidt ved at se, hvor
godt han forstaar at overholde det, han fra første Færd som
østerrigsk Rigskansler sætter sig for: at glemme alle Sympatier
og Antipatier fra sit tidligere politiske Liv. Det var i ren politisk
Forstand det fornuftigste, han kunde gøre, men menneskelig set
kunde man have ønsket, at det ikke var lykkedes ham saa
fuldstændigt.
Den stærkeste og oprigtigste Følelse hos Beust var
Pligtfølelsen, dog ikke i dens højeste og frieste Former, men nærmest
som Følelsen af Tjenestepligt. Han betegner sig før 1866 som
fuldblods Sachser og efter dette mindeværdige Aar som lige saa
fuldblods Østerriger. Man faar Indtrykket af, at det kom med
de respektive allerhøjeste Udnævnelser. Det, som i Virkeligheden
var ham det centrale, var ikke Hengivenheden for et Land eller
et Folk, men for den Herre, han til enhver Tid tjente. Det vilde
sikkert være Uret at antage de mange stærke og smigrende Ord,
hvormed han omtaler de tre Suveræner, under hvilke han
beklædte højt betroede Poster, som blot og bar loyale Talemaader.
Der er en virkelig personlig Sandhed deri, lige som i hans
gentagne Forsikringer om til enhver Tid at have gjort sit yderste
for at tjæne sin Suveræns og derigennem sit Lands Interesser.
Ved Siden af alt dette er Beust ikke saa lidt af en Skeptiker.
Han bøjer sig for Magten og tilbeder den gerne, men med det
stiltiende Forbehold, at selv de mægtigste har deres Skrøbeligheder
og at der til syvende og sidst ikke er meget at beundre her i
Verden. Hans Bog vrimler af smaa satiriske Udfald, i Reglen
godmodige, stundom ogsaa ret ondskabsfulde, og han har en
afgjort Tilbøjelighed til at se selv de store Situationer fra deres
mindst højtidelige Side. En god Portion Menneskeforagt er maaske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
