Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Ola Hansson: Tor Hedberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Judas sig som et Menneske, der med Angest klamrer sig fast til
sin Sjælsro og som med Rædsel mærker de søgende,
utilfredsstillede Tanker vokse frem i sit Indre. Han er som Tiggeren,
der fra den varme Stue drives ud i Natten og Uvejret. Han ved
ikke, hvad det er, der har tvunget ham til at forlade sit Hjem
og opsøge Johannes; han ved blot, at overfor det er al Modstand
unyttig. Men han hader denne ukendte Magt og han slaar om
sig i forbitret Trods, paa Maa og Faa, for at ramme disse
usynlige Fjender, der er hans egne Tanker. Dette er det centrale i
Judas’ Livsskæbne: han maa forstaa disse Tanker for at faa Fred
i sin Sjæl.- Han beherskes af dem, absolut og ubevidst; han ved
ikke hvad de indeholde, foretaar ikke det, hvorpaa Omskiftelserne
i hans egen Sjæl beror. Hele hans Liv er en Række af saadanne
sjælelige Forvandlinger Side om Side med de ydre Handlinger,
der er ligesom deres nødvendige Afspejling. Han ved intet om
sig selv og om hvad der foregaar hos ham selv, han kender blot
sin egen Udvikling i de almene Følelsers Form, lige til den sidste
voldsomme Krise vender op og ned paa hele hans Væsen og
modner ham til bevidst Forstaaelse af sin egen Natur og Skæbne,
af Naturen og Livet Først da, i det Bevidsthedens Lys, i hvilket
hans eget og alt Liv udfolder sig og ved hvilket han ser alt
som det er, genvinder han sin Sjælefred.
Det er det menneskelige Livs store Gaade, der tydes i
Judas’ Historie, Gaaden i de Millioner Liv, der har været og i
de Millioner, der vil komme. Det er denne Gaade, under hvis
usynlige Byrde Slægt efter Slægt er segnet, der staar præget paa
Judas’ Ansigt som et stumt, anklagende Spørgsmaal, og det er
disse utallige Generationer med deres usynlige Byrde og dette
Menneskeansigt med dets stumme Spørgsmaal, som Jesus ser i
sit natlige Drømmesyn i Judæas Ørken og som først faar
Kærlighedsevangeliet til at fremstaa i bevidst Klarhed for hans Sjæl,
som Livets Kærne, Tilværelsens Væsen, Naturens egen tavse Lære.
Døberen Johannes vakte ved sit Ord kun Trodsen hos
Judas, en Trods blandet med Rædsel. Han havde let ham op i
Ansigtet, denne Mand, som forbandede og truede og talte om Herrens
Straf og Helvedes Forbandelse: en Latter fuld af Fortvivlelsens
Had og Haan. Anelsen om det gaadefulde, der er podet ind i
hans Sjæl, vokser mer og mer og overskygger hele hans
Tanke-og Følelsesliv. Da møder han Jesus i Ørkenen, og hans
Afskedsord: »husk, Judas, at du skal ikke hade«, har suget sig fast i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
