Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. S. Schandorph: Studier fra det gamle Versailles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Profil, med den lille krumme Næse! Dobbelthagen bævede livlig
mod den hvide Hals. Hun var sminket med den fineste Kunst.
Hendes Øjne løb iagttagende rundt i Kredsen. De saa ellers
saa uskyldige ud. Der var noget pigeagtigt i den aldrende
Dames Blik.
Damen til højre for Kongen havde ikke forandret en Mine.
Det var ikke Dronningen; hun var som sædvanlig i Messe, tilmed
var hun i velsignede Omstændigheder. Det var Kongens Kusine,
Heltinden fra Frondekrigen, hende, der som en ny Jeanne Darc
havde erobret Orléans fra Mazarinisterne; hende, der havde givet
en halv Snes bejlende Fyrster Kurven, Frankrigs rigeste og største
{Jodsbesidderske, Anne Marie Louise af Orléans, Mademoiselle af
Montpensier, kaldet »den store Mademoiselle«.
Der sad hun, stor og svær. Hun havde mandhaftige Træk
ined fyldig krum Næse, store blaa Øjne under store og stærkt
udhvælvede Øjenlaag. Haaret var for det meste ægte; stærkt kreppet
ud til Siderne laa det som en Manke om Hovedet. Mon alt det hvide
i det blonde var isprængt af Pudderkvasten eller af Aar og
Sorger? Af Aar havde »den store Mademoiselle« vel nogle og
fyrre; af Sorger havde hun haft mange. Hendes Fader, Gaston
af Orléans, den Usling, havde altid hadet sin ældste Datter, og
havde hans Ævne været lige saa god som hans Vilje, havde han
snydt hende for hendes store Arv til Fordel for sine Børn af
andet Kuld.
Hun var den stolteste Prinsesse af Blodet, den mest
utilgængelige af Hoffefs Damer. Over hendes Frondørtid havde
Kongen og hans Moder strøget den officielle Tilgivelses Svamp.
Der sad hun, stiv og ubevægelig, saa’ kold og haard ud
som en Isklippe. Diamantkransen om den svaneagtig lange Hals
og det store og brede Bryst blinkede som soltændte Punkter i
knitrende Sné. Hendes Guldbrokades Korset sad stramt om Livet,
over Skulderen hang en Art Mantille, lyseblaa med tæt indvirkede
Guldblade.
Hun talte ikke til sin Sidemand til venstre; hun talte til
ingen. Kun med Kongen vekslede hun en sjælden Gang nogle
Ord og bøjede hyldende sit Hoved, naar hun talte til ham eller
blev tiltalt af ham. Hun saa til ingen, undtagen et Par Gange
til Kongens Elskerinde, Madame de Montespan. Blikket var
ledsaget af en fast umærkelig Antydning af et forbindtligt Smil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
