Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Professor Jul. Hoffory: Henrik Ibsen i Berlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
samlingen velkommen. I varme og særdeles velvalgte Ord mindede
han om den storslaaede nordiske Gude- og Heltedigtning, som
havde sin Rod i de for Nordboer og Tyskere fælles mytiske
Forestillinger. I sit Væsen var hin Poesi inderlig beslægtet med
den moderne skandinaviske Digtnings trodsige og sejerrige Hævden
af den egne Personlighed: med dens ubøjelige Mod, Alvor og
skaanselløse Strænghed. Som denne Poesis ypperste Høvding hilste
Taleren i Festforsamlingens Navn Henrik Ibsen med en stormende
modtagen Velkom stskaal.
Den egentlige Festtale holdt derefter Dr. Otto Brahm.
Han fejrede Ibsen, som den store Fører paa det moderne Dramas
Omraade, som den uforlignelige Stifinder, der modig gaar en
vordende Kunst og nye poetiske Formaal i Møde. Han priste Digteren
som den store Kunstner, der forener det tekniske Mesterskabs
rige og modne Erfaring med en evig ung Digtersjæls friskeste
Vovemod. Og ikke mindst hyldede Taleren Ibsen som det moderne
Dramas store Realist, der i ubetvingelig Sandhedstrang fremstiller
Livet, saaledes som hans Øje har skuet det, i digterisk Kraft og
og digterisk Fylde. »Da Lessing i vor Literaturs Grødetid« —
saaledes sluttede Taleren — »kæmpede for det tyske Teaters
Uafhængighed, da viste han Nationen bort fra det franske Forbillede,
idet han stillede den Shakespeares stammebeslægtede Genius for
Øje. Ogsaa vi have at kæmpe imod det franske Dramas fornyede
Overvægt og vi rette derfor Blikket mod hin Digter af germanisk
Rod, der skal være os en Hjælper og Befrier, et sandere
Forbillede«.
Næppe vare de Hoch forstummede, som ledsagede denne
Tale, da Henrik Ibsen selv rejste sig. I Ord, som ved deres
usminkede Hjærtelighed gjorde et dybt Indtryk paa alle, bragte
Digteren Forsamlingen sin Tak. Han mindedes med Glæde den
Opmuntring og Sympati, han allerede ved tidligere Lejligheder
havde fundet i Berlin. Men den Modtagelse, der denne Gang var
bleven ham til Del, syntes ham fast som et Æventyr. Dog havde
han trods eller netop paa Grund af denne Hjærtelighed Følelsen
af at være en Gæst og en fremmed, ti Husets egne Børn — mente
han — pleje ikke at blive hædrede paa saa festlig Vis. Men det
var hans Ønske, at den Tid maatte komme, da han ikke mere
vilde være som en fremmed i det store, germanske Hus. For
den Hyldest, der var bleven ham beredt, takkede Ibsen med den
Tilskueien. 1888 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
