Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Harald Hansen: Kristiania Teater 1837—87
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han kunde paa Jubilæumsdagen ogsaa med vanlig Kraft o g
Værdighed spille sin betydelige Rolle som Præsten Knox i »Maria
Stuart i Skotland«.
I 1852 fik det danske Element en yderligere Forstærkning
i den unge Sanger Nikolaj Wolf, der som saa mange Talenter
før ham ikke havde kunnet opnaa tilstrækkelig Begyndergage ved
det kgl. Teater og derfor gik til Kristiania. Wolf debuterede
som Max i »Jægerbruden« og gjorde straks Lykke. Men Operaen
kunde den Gang ikke helt opta sin Mand, og Wolf kom snart
over i Skuespillet, hvor han udviklede sig ikke blot til en
Brugbarhed , men endog til en af Scenens Støtter i det mest klassiske
Repertoire. Han har spillet Skule Jarl, Othello, Macbeth, Tartuffe
Bothwell, Figaro, Redaktør Grønholdt, von Buddinge, Sir Peter
Teazle, o. s. v., hvoraf meget blev Arv efter Jørgensen og Wiehe.
Ogsaa Wolf udviklede sig i Aarenes Løb til væsentlig norsk
Skuespiller, og hans Død i 1875 vakte almindelig Sorg.
I Tidsrummet 1851—62 styredes Teatret med udstrakt
Myndighed og med stort Held af den danske Carl Borgaard.
I en Skriftveksel i Bladene i 1864 om »hvor falder Teatrets
Glansperiode« skrev Bjørn s on i Aftenbladet: »I Morgenbladet har en
Indsender oplyst, at Glansperioden falder under den kollegiale
Bestyrelsestid (1837—51 styredes Teatret udelukkende afen5-mands
Direktion). Men dette er baade en Uretfærdighed og en
Utaknemlighed mod Herr Borgaard; ti i hans første Periode, dengang
han var virkelig uindskrænket artistisk Direktør, var der en
Planmæssighed i Repertoiret, en Rigdom af nye Stykker, som Teatret
hverken før eller siden har kjendt. Man erindrer de engelske,
gamle Stykker, som da et efter et kom op, og de større, nyere
franske, som han tildels selv havde oversat; man huske det dybere
Greb i det danske Repertoire og i det shakspearske, som han
gjorde, og som tilsammen gav Scenen en frisk Glans og
Skuespillerne en virkelig Udvikling. Det var nemlig fra denne Tid,
at Herr Jørgensen, som indtil da havde spillet direkte paa sin
Naturkraft, begyndte at levere sand Kunst; endvidere var det da,
at Herr Wiehe, der kom herop som en ung, vild Fole, fik et
mere og mere harmonisk Udtryk for sin Erotik og sin elskværdige
Humor. Det var ogsaa da, at Frøken Svendsen gjorde Fremgang
og gav, et for et, de store Løfter, hvorved hun desværre er bleven
staaende. Da var det, at Herr A. Smidth, Hagen, Fru Jørgensen
og Fru Bratz leverede sine bedste Ting, og at Frk. Johannessen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
