Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ikke alene havde flere af Teatrets Portræter et vist svinepolisk Udtryk ved
den Mund, der aldrig havde aabnet sig til Latter, men de var næsten alle
hængt hen paa den ene Væg, hvorved deres Virkning paa Halvdelen af Tilskuerne
gik tabt; og end mere udviskedes Virkningen ved Betragtning af Stuens Hoved.
væg, her hang smilende Landskaber og en lille smeltende yndefuld Pige med
en Pipfugl paa Haanden Side om Side med moderne skinnende Messingfade.
Nej, medtagen forskelligt af Tidens Tand, men alle med trykkende Alvor i
Udtrykket skulde de have hængt bande hist og her, Portræterne af Rosmerne til
Rosmersholm, Præster og Officerer, højt betroede Embedsmænd, korrekte
Hædersmænd. En højloftet Bjælkesal med Egetræspanel og dybe Vinduer,
saa-ledes omtrent ser Stuen ud paa Rosmersholm. Som Rebekka lidt efter lidt har
spundet Rosmer ind i sine Tankers betagende Næt, saaledes har hun med
varsomme Hænder listet Blomst efter Blomst ind i Stuen, og er nu endog vundet
saa højt til Vejrs, al friske Birkegrene og Markblomster peger mod Loftet fra
selve den ærværdige Kakkelovn, der i Forbigaaende sagt ikke bør være en
moderne hvid Fajanceovn; som Rebekka selv har næsten vundet Sejer over
Rosmer, da det Rosmersholmske Livssyn veggør hende og magtstjæler hendes
Frejdighed, saaledes har hendes Blomster næsten naaet Loftet, da den
traditionstunge Luft forkrøbler dem. I en Sceneordning, der haandgribelig gjorde dette,
burde Rosmersholm spilles.
Tilbage fra Dagmarteatrets Opførelse staar August Lindbergs Rosmer.
Skulde man med et Ord karakterisere hans Spil, maatte det vel blive nobel;
nobel i sin Fremtræden, i sit Udseende, i sit Talesæt som hans Rosmer var,
passede Figuren vel til den gamle Slægts sidste Mand. Den gennem Aarrækker
fortsatte Embedsvirksomhed havde paatrykt ogsaa ham sit Præg; rigtigt var det
sikkert, at Hr. Lindberg ikke paa andet Vis accentuerede Rosmers tidligere
gejstlige Virksomhed end ved denne medfødte aandsaristokratiske Holdning.
Skuespillerens blødt dæmpede Replikbehandling, som det var en sand Nydelse at
høre paa, sluttede sig nær til dette Udseende: Ønsket om stille Lykke, baade
ude og hjemme, maatte være denne Rosmers bestandige Tanke. Derfor gød
Ångesten Fart i hans Tale, da Rebekka vilde tilstaa Kroil alt, og først, da han
selv havde faaet Tilstaaelsen over sine Læber, lyste hans Ansigt af en stille,
næsten barneglad Lyksalighed. Hr. Lindberg havde lagt sit Spil til Rette for i
Rosmer at vise den stille Grubler og den fine Slægtsætling; fordi hans Rosmer
var dette, blev han saa ilde berørt ved at høre om Rebekkas Brev til
Mortens-gaard og end mere ved i sin egen Stue at staa Ansigt til Ansigt med denne
Person: hans Mund fortrak sig til Væmmelse, og hans Øjne stirrede med Afsky
og nogen Ængstelse paa denne Vinkelskriver, og ved Mortensgaards Berøring
havde han samme Følelse som havde hans Haand ufrivilligt faaet et slimet
Kryb fat.
Da Mortensgaard er gaaet, kalder Rosmer paa Rebekka; her lagde
Hr. Lindberg en stum Scene ind, om hvis Berettigelse her skal siges et Par
Ord. Rosmer sætter sig — efter Hr. Lindbergs Ordning — grublende ned ved
sit Skriverbord, springer pludselig op, vender sig mod Døren, hvorved han faar
Øje paa et over Sofaen ved Døren hængende Portræt af Beate. Rædselsgreben
slaar han Armene op for Øjnene og staar som fastnaglet; lidt efter iler han
mod Døren, men mægter ikke at komme Portrætel forbi; næste Gang lykkedes
det ham at komme udenfor, og man hører ham kalde: „Rebekka”. Ind i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
