Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stuen igen, hvor han giver sig til at fægte med Armene mod Billedet, saa ud
igen og kalde „Rebek—*, atter ind og først efter nogen Fægtning mod Portrælet
ud med Spørgsmaal til Hadam Helseth, om Frk. West ikke er der nede. Helt
anderledes hos Ibsen: Rosmer bliver staaende i Døren, mens Mortensgaard
gaar ned ad Trappen, kalder dér først dæmpet paa Rebekka og siden højlydt
paa Hadam Helseth, imens er Rebekka kommen frem af sit Skjul og staar for
ham, da han lukker Døren efter Hadam Helseths Nej! Det hele er et Øjebliks
Sag og falder højst naturligt, medens Hr. Lindbergs Arrangement, foruden at
have den ikke ringe Fejl, at være ubegribelig for de halve Tilskuere, da disse
nemlig ikke kan se Billedet, er i høj Grad teatralsk. Gennem hele Resten af
Akten fortsatte Hr. Lindberg denne Kamp mod Portrætet, saaledes knyttede
han ved Ordene: „hun er ble’t ligesom saa uhyggelig levende igen* Haanden
op mod Portrætet. Og mon det nu i det hele er rimeligt, at Rosmer har
Beates Billede hængende inde i sit Studereværelse? Ibsens Tekst har intet
Ord herom, og Rebekkas Ord: „Tænk ikke paa Beate mere! Nu var du jo kommen
saa godt bort fra hende, som er død* synes ikke at tale for Tilstedeværelsen
af et Billede af Beate i Rosmers Værelse. Haaske har dette Arrangement sin
Grund i Hr. Lindbergs svenske, for teatralsk Plastik noget for tilbøjelige Naturel.
Efter denne i Tonen tunge Ydelse var Hr. Lindbergs Spil som Riis i
En Hanske en Overraskelse, ti faa eller ingen havde tiltroet ham at forme saa
let og elskværdig en Komik, som han viste her. En god Del stundesløs, lidt
pjattet maaske, men ikke mindste Gran dum, snarere fiffig, altid i godt Humør
og nyfigen som el Fruentimmer saaledes omtrent var Sammensætningen af
hans Riis. Og han dryssede saa elskværdigt et Humør ud alle Vegne, at ingen
af alle Riis’s Tosserier blev usmagelig.
Selve Skuespillet En Hanske skal her ikke gøres til Genstand for
Omtale, dels fordi det i sin Tid blev udførligt anmældt her i Tidsskriftet, dels
fordi den Form, hvori det nu opførtes, og som efter Sigende er den samme,
hvori det er opført i Kristiania under Digterens Søns Ledelse gør det hartad
ukendeligt: ved Opførelsen blev den strænge og manende Kyskhedspræken,
Stykket i sin første Skikkelse indeholdt, ligesom helt borte i Riis’s kaade
Lystighed og elskværdige Charlatanen. Om dette skyldes Bearbejderen eller
Udførelsen skal her navnlig paa Grund af Ukendskab med Omarbejdelsen intet
bestemt siges, dog synes at dømme efter Opførelsens Indtryk Grunden hertil at
ligge nok saa meget hos Bearbejderen som hos Skuespillerne, men glemmes
maa det paa den anden Side ikke, at det lystige Element var repræsenteret af
en Autoritet som Hr. Lindberg, medens Svavas Fremstillerindes Ubetydelighed
gjorde sit til at udviske Stykkets Alvor.
Af Dagmarteatrets hjemlige Personale fortjæner at nævnes i
Rosmers-holm: Hr. Viktor Neumann, der fik Sjofelheden og Ondskaben hos
Hortens-gaard frem, i En Hanske: Hr. Vilh. Wiehe, der lagde mandig Attraa i sit
Blik og sin Stemme i den sidste Seene med Svava, Fru E. Jensen, hvis
djærve Komik passede vel til Fru Christensens mere end halvsimple
Opblæsthed, og Hr. Alfred Hølier, hvis Haske fortalte tydeligt om Christensens
Penge-Brutalitet.
Hverken Rosmersholm eller En Hanske blev nogen Guldgrube for
Dagmar-teatret, og anden Juledag søgte det at finde Lykken i en rigtig Folkekomedje.
Marttals Plads, men med endnu mindre Held. Dette Stykke har den Fortjænesle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
