Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at have peget paa den dramatiske Skat, der ligger ubrugt hen i vore
indenlandske Forhold mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, men dets Forfattere har
selv intet Forsøg gjort paa at udnytte dette. De har ladet sig nøje med at
sammenskrive et tarveligt Melodrama, der blandt andet har den altfor
almindelige Fejl at gøre Skurken urimelig dum, og desuden lader de Virkningen af
hans Demaskering slippe sig ud af Hænderne. Af de spillende maa Hr. Ad.
Jensen nævnes med særlig Hæder: det halv forkuede, halv misfornøjede
Udtryk fortalte om den sidste Strid mellem nedarvet Ringhedsfølelse og
vaagnende Værdibevidsthed og den fanatiske Glød i de hvidindrammede Øjne
mærkede ham straks ud som Føreren, endnu maa det anføres, at hans Tales
Klangfarve var Livets egen og helt fri for det traditionelle Smedesving, der
lod Hr. Lindslrøms forsorne Smed flyde ud i vaudevilleagtig Uvilkaarlighed.
Hr. Holger Drachmanns paa del kongelige Teater opførte Skuespil
Efter Syndefaldet er som En Hanske (vel at mærke i den trykte Form) et
Kampstykke. Men der er den ikke ringe Forskel, at medens Bjømson kæmper
for en Sag, synes Drachmann langt snarere at rette sine Slag mod Personer,
og der er endnu en Forskel, en langt væsentligere, nemlig den, at medens Bjømson
af Ævne stræbte at lade alle optænkelige Indvendinger tale med deres egne
Ord, skalter og valler Drachmann efter eget Behov med de Personer, der
repræsenterer hans Antipatier. Han lægger dem saaledes Ord i Munden, som
ingen Moers Sjæl i den Retning, han vil skildre, vilde godkende, han lader
dem opføre sig næsten hestedumt, skøndt de efter hans egne Ord skal være
snedige og behændige, han lader Stykkets drevne Forfører lide kun Nederlag,
og ved Siden heraf forkyndes den gode Sag af en Sømandspræst i et
Grobians-sprog, der sagtens skal gælde for Sandhedens djærve Fritalenhedens Sprog.
De idelig gentagne Omarbejdelser, Stykket har været Genstand for, har
sagtens taget al Surdejgen bort af Persiflagen, og dennes Ilterhed har fra
først af ikke tilladt Forfatteren at yde noget Kunstværk], men kun el raat
tilhugget Melodrama, som sikkert ikke er blevet bedre ved Omarbejdelserne.
For ikke ret længe siden skrev Hr. Drachmann, at vi i Fremtiden næppe
vil .søge vor Trøst og Styrke i den Kunst, der med ængstelig
Virkelighedsiagttagelse skildrer Lidelse og Pine, Armod, Fattigdom og Forbrydelse.*
Hvorledes nu dette Princip lader sig bringe i Overensstemmelse med at
skrive et Skuespil, hvor alle disse nævnte Ingredienser findes i rigelig Mængde,
i hvis Repliker Blodbrækning og Strubeoperation kappes i Hyppighed, medens
en gammel Synder, ja man kan vel sige Forbryder, af en Aagerkarl rammes
af et apoplektisk Slag midt for Tilskuernes Øjne og derefter en hel Akt
igennem færdes paa Scenen med lailende Tunge og dinglende Krop, delte
maa blive en Sag mellem Forfatteren og hans kunstneriske Samvittighed, men
del fortjæner dog at noteres som et Bevis paa, at han har sat alt til Side for
at faa sin aristofaniske — i dette Ords slette, Forstand — Satire frem paa
Scenen.
Dette Skuespil gav Hr. Olaf Poulsen Lejlighed til at vise en ham højst
usædvanlig Fastholden af den anlagte Figur. Der var noget af en Rovfugls
Fysiognomi i hans Rudolfis Ansigt, og i de kun paa Klem aabnede Øjne
glimtede et halvt graadigt, halvt angeslfuldt Blik, den store, nedhængende
Underlæbe syntes bestandig at mumle Talstørrelser, medens Fingrene ustandselig
syntes at gnide Værdipapirer under den øvede Tommelfinger. Denne Skikkelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
