Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ærgærrighed efler at komme i godt Selskab, Haanen over det,
da han kommer deri, sin Træpibe fra Studenterknejperne, som
han slæber med i Lommen paa sin sorte Kjole med det halvlasede
Silkefoder ... det er et Billede af dyb og gribende Sandhed. Naar
han siger om samme lille Træpibe: »Det er min Datter, jeg gaar
aldrig ud uden at tage hende med«, saa véd man ikke, om man
skal le eller græde. Se det sorte, graasprængte, pjuskede Haar
og Skæg, som den stakkels Djævel faar kæmmet glat til
Finans-baronens Bal, se hans Kafémanerer ved Spillebordet, hvor han gør
Parti med en General og en Baron ... og saa er det samme
Giboyer, der skriver opsigtsvækkende Artikler om Skandaler og
Fester i den fornemme Verden, underskrevne: Grevinden af
Folie-ville. Det er stor, udmærket Komedje. Ligger her ikke en
Opgave beredt for Hr. Olaf Poulsen?
Augier har haft en artig Portion Harme i sig, men han
har hamret paa den i det gode Humørs Esse. Derfor er hans
Vaaben bievne saa blanke og saa fine i Eggen; derfor vil
Beau-marchais, hvis de muligvis mødes i Elysium, række ham Haanden
som en god Kammerat.
Hvilken Forskel mellem denne og den følgende Aften paa
Théåtre frangaisl Det var Marquis’en af Villemer af den gamle,
elskelige George Sand, som jeg bekender at være forelsket udi,
uagtet hun er død for mere end en halv Snes Aar siden og var
et Par Aar ældre end min egen Moder.
Det er saa længe siden, at jeg læste Romanen Le Marquis
de Villemer, at jeg intet kritisk Syn har paa den; jeg mindes
kun, at den greb mig stærkt paa samme Maade, som G. Sands
Romaner altid har gjort, ved deres svulmende Fylde, naive,
stort aandende Lyrik, smittende Tro paa Idealets endelige Sejr
over denne lumpne Verdens Ondskab og Dumhed. Jeg husker fra
den herlige Korrespondance, som er udkommen efter hendes Død,
hvor denne Dramatisering af Romanen og dens sceniske Historie
opfyldte hende med Frygt og Bæven: jeg husker hendes jublende
Breve til hendes Børn, da Stykket blev en stor Sukces paa
Théåtre franrais og foreløbig fyldte hendes Pung, som der altid
var Svindsot i, fordi hun gav bort Masser af Penge til højre
og venstre.
Det gør mig ondt at maatte tilstaa: jeg kedede mig ved
Stykket. Jeg knnde ikke faa andet ud af det, end at det var et
Tilskærerarbejde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
