Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tro nu endelig ikke, at jeg har mindste Respekt for den
Doktrin, at der ikke kan blive et godt Stykke ud af en Roman.
Det er den gammeldags Teori om de faste Grænser mellem
Kunstarterne. Vor Herre maa vide, hvem der har sat dem. De
teoretiskspekulative Æstetikere? God Morgen, mine Herrer! Jeg tror lige
saa lidt paa Deres Kategorier som paa de af Zevs og Leda
producerede Svaneæg og lignende spekulative Sindrigheder.
Shakespeare, Oehlenschläger, Bjørnson, Ibsen har ud af
italienske Noveller, af østerlandske Æventyr, af oldnordiske Sagaer
faaet uddestilleret dramatiske Værker, som dog ikke er til at kimse
af. Den spekulative Æstetik ønsker jeg hængt i den højeste
Galge ... eller den er maaske allerede hængt. Det, vi ser af den,
ligner i betænkelig Grad Spøgelser og Gengangere. Det er dumt
at ødsle Krudt og Kugler paa dem. Det vil sikkert gaa mig, som
det gik Niels Korporal i Peder Paars, da han
„i Fjor paa en Genganger skød,
men Kuglen kom igen og gav ham sligt et Stød* osv.
Det kommer an paa ikke at gøre Dramaet fattigere end
Romanen. Men Dramaet Marquis de Vilkmer er »sat ned« fra
ti til fem Grader. De bevægede, lidt kunstigt, men dog ærligt
frembragte Sammenstød er blevet til saadan en Slags
L’hombre-spil, hvor den ædleste durkdrevne vinder. Derfor løses
Konflikterne saa let, og alle Mennesker er saa nederdrægtig ædle paa
den forfærdelig onde Baronesse nær. I sidste Akt overbyder den
ene den anden i kildne Æresfornemmelser og Offerberedvillighed
ud over alle Fornuftens Grænser, saa man bliver inderlig mat over
al den Ædelhed og siger ved sig selv: Saa, saa, saa! Lad os faa
Ende paa det, vi véd jo godt, at I alle blive saare lykkelige og
glade. Lad saa Tæppet gaa ned og lad os faa vort Tøj!
Apropos om Tøjet! Théåtre frangais’ s Garderobe er
meget værre end vore københavnske Privatteatres, de fleste
parisiske Privatteatres vilde vække Indignation hjemme. Tro ikke,
at »alt er saa stort i Paris«. Selv en »fauteuil d’orchestre« (1ste
Parkets Lænestol) er ubrugelig for en tyk Person.
I La Tosca paa Porte Saint-Martinteatret har Sarah
Bernhardt nu hele Sæsonen igennem haft sin Paraderolle. Er det
dog ikke kedeligt, at man skal bruge et saadant Ord om en
Ydelse af et af vor Tids ypperste dramatiske Genier, som Sarah
Bernhardt er. Hun er nu oppe i Fyrrerne. Men sin Ævne til
tryllende Illusion har hun bevaret. Endnu lyder den vidunderlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
