Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
geniale, aandelig talt højt opragende Kvinde have samlet
overfor det selvglade Spidsborgerliv? Og da nu hendes-
medfødte Anlæg laa for det fra de rette Linjer vidt udskejende, da
hendes Livsgang førte hende i Situationer, som civiliserede
Nutidsmennesker sjælden kender af egen Erfaring, Situationer, hvoraf
den ubetingede Hengivelse til Lidenskab og Kaprice maatte blive
Følgen; hvad Under da, om hun gæme vil fremstille sligt, under
hvilken Form det end bydes hende? Smag plejer jo ikke at være
de store sceniske Kunstneres stærke Side: Ristori har jo brugt
Giacomettis Trompetstykker til sine Triumfer; Rossi finder sig jo
brillant i at spille Kean, hvorfor skulde Sarah Bernhardt ikke
nøjes med Tosca.
Den Slags Kunstnere længes tilbage mod noget
primitivt-stærkt, noget radikalt gennembrydende, en Lidenskab, som ikke
bryder sig i tusende Reflekser for tilsidst at dø i denne
Straale-brydning — og det, de vil, kan en Nutidsdigter, naar han er
ærlig, ikke præstere, fordi han ikke ser den Form for Lidenskaben
for sine Øjne. Corneille og Racine kendte noget dertil; de
maatte lære Lidenskaben »Mesurec, men de stod dog Frondetiden
nær. Men lige fra dem til Schiller og Oehlenschlåger, til Victor
Hugo og Manzoni har Tragedien været en fortsat kunstnerisk
Tradition mere end et Livsfrembrud. Heiberg havde i visse Maader
Ret, da han varslede Tragediens Død; han tog kun fejl i, at
bestemme Tiden for dens Afgang; han ønskede den saa inderlig,
men den overlevede ham dog. Skal Tragedien leve, maa den
pænt indgaa Forbund med Samtiden, opgive Kappen og Kaarden,
men saa er den vel ikke Tragedie mere. Nu i det Herrens Aar
1888 vil næppe en Poet i Frankrig, dette Tragediernes mere end
tohundredeaarige Hjem, falde paa at skrive en Tragedie i rigtig
gammel Maner. Sardou kan ikke gjøre det, men Sarah Bernhardt
vil spille Tragedie, kan hun ikke faa den, saa et Rabalderstykke.
Hun er, trods sit fra Adelaide Ristori saa vidt forskellige Naturel,
fuldt saa vel som hun et Brædemes Barn; hun holder mere af
Rampens end af Solens Lys, mere af de for Scenen konstruerede
end af de fra Muld-Jorden fremvoksende Typer. Trods al hendes
Virtuositet blev Froufrou aldrig ret Kød af hendes Kød, —
Coquelin den ældre sagde en Gang til mig, at hun gad kun
spille et Par Scener, hun sagde de øvrige. (Elle se donne la
peine de jouer deux ou trois scenes, quant au reste, elle le dit
seulement.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
