Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - K. E: En Lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stod Greve med Armene om Bolette. Hun var meget mindre,
havde lagt Hovedet tilbage og saa op paa ham med halvlukkede
Øjne og smilte. Han bøjede sig ned og kyssede hende. Aa saa
længe, Helga troede aldrig, det vilde ophøre. Men i samme Nu
kom der som en Vished over hende. Nej, hun kunde ikke leve
længere, hun maatte dø, hun holdt ikke ud at se paa det, at
Greve elskede Bolette. Ud igennem Værelserne för hun, op ad
Trappen. I Vandet! Skulde hun kaste sig i Vandet. Netta til
Gjertrud Feier, hun som skulde ha et Barn havde kastet sig i
Vandet. Hvorledes skulde hun komme til Vandet i Aften. For
hun vilde gøre det nu, netop nu. Eller hænge sig paa Loftet.
Fy der var saa mørkt, nej, nej, skære Pulsaaren over — fort —
bare fort. Hun løb ind paa Bolettes Værelse, hun havde maattet
overlade sit eget til Gæsterne. Nogen snakkede der inde om et
Slæb, der ikke vilde falde rigtig. Det var den lange Frøken
Mastrup, hun fik vist danset lige meget eller lige lidet, enten Slæbet
faldt ordentligt eller ikke. Gud, her var ingen Fyrstikker. Hun
roded op i et Syskrin, ledte efter en Kniv, en liden blank Kniv
med langt, gult Skaft. Gud, Gud, hun vilde dø. Kanske det var
Synd, kanske hun ikke blev salig. Men Gud saa, at hun holdt
det ikke ud. Og hvis Gud paa Dommens Dag sagde: Helga
hvorfor gjorde du det? Saa vilde hun svare: Aa, kære Gud, du
ved al Ting, du ved jo det, jeg kunde ikke leve. Hele Syskrinet
ud over Toiletbordet. Der var den, hun ledte efter. Ja, de vilde
vist græde, baade Papa og Mama og Bolette. Skøndt Bolette
vilde aldrig græde meget, for da blev hun saa rød paa Næsen.
Sofie Carlsen, mon hvad hun vilde sige, og alle de andre. Og
ingen vilde ane — ane — ane, hvorfor hun gjorde det. Og saa
skulde de strø Granbær i Gaderne — tænk for hende — og saa
lægge hende ned i Graven — fugtig og vaad var den vist nu
paa Vaartiden. Tænk, at det virkelig skulde være hende, Helga
Gjertz, som stod her og kendte Blodet pirre sig lige ud i
Finger-enderne, suse og banke i Tindingerne — hendes Kjole var i
Grunden altfor trang i Livet, — at det var hun, som skulde dø.
Hun turde ikke, hun turde ikke. Hun kasted sig fremstupes tværs
over Sængen. Kniven holdt hun endda i Haanden. Aa Greve,
Greve, Greve. Jeg biir vist gal, jeg biir vist gal. Men tænk alle
Dagene, som kommer. — Jeg maa, jeg maa. — Hun rejste sig
op og lagde Kniven paa sit bløde lubne Barnehaandled. Bare
forsøge, hvorledes det kendes —.
21*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
