Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. jur. W. Behrend: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med den fantasifulde Andante — dernavnlig spilledes fortrinlig — og den letflydende,
festlige men ikke særlig betydelige Allegro til den Art Musik, hvis Genoptagelse
fra Tid til anden er fuldt berettiget. — Mere taknemmelig maa man dog være
for Genoptagelsen (fra 1879) af J. P. E. Hartmanns: Hinsides Bjærgene, et
Værk, der til enhver Tid vil hædre sin Mester. Kan der end indvendes et og
andet mod det, saaledes at den stadige og regelmæssige Skiften af Kor og Solo
virker noget ensformigt, og at Melodiens Perioder paa en lidt gammeldags
Vis altfor slavisk løbe parallelt med Verselinjerne, hvorved fremkommer
saa-danne falske Deklamationer som f. Eks. „og naar vi saa stod dér og stirrede
pa»“, saa opvejes dette dog fuldt ud af den inderlige, nsesten barnlige, Fromhed.
der præger Kompositionen og af den Aandfuldhed, hvormed der ved fine
harmoniske Vendinger er kastet fortolkende Lys over Tekstens Ord, et Telt,
paa hvilket Hartmanns Ævner er forunderlig rige; saadanne Steder som: „i
dunklesteNat han hører vore Sukke” eller „ved at skue Alkærligheds øje*,
vil man længe mindes. — Saa fulgte paa Programmet den hvide Side med de
faa Ord „Beethovens 9de Symfoni”, og man vidste, at man stod overfor
et af Musikens Underværker, at man skulde indlades i en af Kunstens
Helligdomme.
Om dette Værk, der har givet Musikæstetikere og Fortolkere Anledning
til de utallige Skriverier, sundt og fornuftigt blandet med forskruet og
vidt-svævende, om det har „Kritiken* som saadan nu intet at sige. — Her hjemme
vil til alle Tider Gades Navn være knyttet til den „niende*. Det var ham,
der i 1856 første Gang fremførte den i sin Helhed; en Stordaad, naar man
betænker, hvor lidt forstaaende og modtagelig Datidens Publikum vistnok var
og mindes, al han kun disponerede over et sammenskrabet Orkester, af hvis
Medlemmer de fleste, indtil for kort Tid siden, kun havde spillet Dansemusik
under Lumbye, og som kun var bleven opdraget til de større Opgaver ved Gades
utrættelige Energi, der end ikke skyede i sin egen Stue at gennemgaa Stemmerne
med de enkelte Grupper af Instrumenter. Og det var Gade, der i Følelse af Sagens
overordentlige Betydning ikke blev træt af (i 6 forskellige Sæsoner) atter at vende
tilbage til denne Symfoni, for at Publikum mere og mere kunde faa Blik for
dens Ejendommeligheder og Skønheder og Orkesteret mere og mere vænne sig
til sin Opgave. Paa den Maade er der naaet saare meget, men endnu næppe
alt. — Orkesteret tager endnu med lidt Forsigtighed og Ængstelighed paa
Symfonien, som havde det en altfor trykkende Følelse af dens særlige
Vanskelighed, derfor skorter det endnu — navnlig i den første Allegro — paa Fasthed og
Ensartethed i Spillet1); og med et saadant ikke fuldt kampdygtigt Orkester er
det da ogsaa naturlig, at Dirigenten ikke rigtig vover al følge sine Intentioner,
det sporedes saaledes i Sherzoen. Efter sit Indhold — Kunstnerens Forsøg paa
al glemme sit Vemod ved at beruse sig i vild Sansenydelse — bør den sikkert
spilles i hurtigere Tempo og med mere Larm og Lidenskab, end det nu sker —
fordi Orkesteret ikke er til at stole fuldt paa. Bedst lykkes Andanten og Finalen.
Der er den henrivende Klang over disse Variationer, som kun Gade kan
fremtrylle i sit Orkester — og i Finalen sætter Kontrabasserne ind med Sikkerhed
*). Det bemærkes, at ovenstaaende er skrevet under Indtrykket af Udførelsen den første
Koncertafteu (Serie A). Paa den 2den (Serie B) skal Symfonien være gaaet adskillig mere
roligt og sluttet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
