Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. jur. W. Behrend: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og stor Magt, ogsaa Koret synger her de meget vanskelige Satser særdeles flinkt,
kun Skade, at det ikke er dobbelt saa stort. — Men nu Publikum? Ja det er
kendelig nok, at det rives med af Finalen, til hvis Forstaaelse Schillers Digt
jo ogsaa hjælper mægtigt, og at Sherzoen med den prægnante Rytme og de
mange overraskende Paafund vækker Interesse og Opmærksomhed, om end ikke
i den Grad som hos hint Wienerpublikum, der, i Beethovens Levetid, ved
Solo-Pauke Stedet sprang op paa Bænkene og afbrød Orkesteret med sine Jubelraab.
Men de to andre Stykker, af hvilke den første Allegro vel nok er Værkets,
musikalsk som psykologisk set, betydningsfuldeste Del modtages næppe af
Flertallet af Tilhørerne med fuld forstaaende Kærlighed. — Men, som sagt, meget
er dog alt nu naaet og Musikforeningen maa ikke blive træt af at søge at
indhente hvad der endnu mangler; hvem der saa i de skiftende Tider er Dirigent
— det vil altid være denne Forenings Kald at spille og atter spille Beethovens
„niende“. —
Den ene Abonnementskoncert, Musikforeningen har givet i disse
Maaneder (den tredje), indeholdt en interessant Nyhed: Rubinsteins Kvintet
i G-. moll, et forholdsvis nyt Arbejde. Rubinstein viste sig her, som han
viser sig i sit Liv og i sine fleste Værker som den usædvanlige, den næsten
overmenneskelige. Med voldsomme Tag griber han om sin Opgave og, idet
han selv yder det hartad utrolige, fordrer han hensynsløst omtrent det umulige
af sine Tilhørere. I næsten en Time — altsaa ogsaa i Udstrækning det
usædvanlige — sidder man fangen af disse Tonemasser, der snarere synes at komme
fra et helt Orkester end fra 5 Instrumenter, ikke et Øjeblik slipper Interessen
op — og dog, naar den sidste Tone har lydt, er det som faldt der en Sten fra
ens Hjærte. — Jeg skal i øvrig ikke driste mig til at udtale nogen Dom om
dette Værk efter kun at have hørt den en enkelt Gang; kun et Stykke — den
fine og aandfulde Sherzo — var klart og straks tilgængeligt; ellers er det
vanskeligt at sige, hvor megen virkelig sund og alvorlig Musik der skjuler sig bag
disse voldsomme ofte raffinerede Klange og denne store Bredde. At Andanten
— en Række Variationer — indeholder „meget“ og „godt“, er dog sikkert,
hvorimod det samme maaske næppe vil blive den endelige Dom om Finalen,
skøndt vis derpaa kan man ikke være, ti just denne Sats rummer en saa vanskelig
Opgave, at selv vore dygtigste Kræfter (Frk. Agnes Hansen +
Nerudakvartetten) ikke mægtede helt at løse den. — Aftenen bragte i øvrig, foruden
Haydns Kejserkvartet — det syntes mærkværdig nok som om den gigantiske
Rnbinstein trykkede den klassiske Haydn: Kvartetten gjorde ikke det Indtryk,
den plejer — og nogle dejlige sjældnere sungne Schubertske Sange, som Nyhed
3 Stykker af Dvoráks 4 hændige Legender. Disse svarede ikke ganske til det
Ry, de nyder i Musikverdenen, men det maa indrømmes, at de ikke just egner
sig til Koncertspil og at Udførelsen — des værre — ikke var fuldt saa eftergaaet,
som man havde Ret til at vente sig af Kunstnere som Frk. Agnes Hansen
og Hr. Bielefeldt.
Det er Koncertforeningen, der har haft Æren af at fremføre Hr.
Viktor Bendix’s ny Symfoni: Sommerklange fra Syd-Rusland. — En
Sammenligning med Hr. Bendix’s første Symfoni, „Fjældstigning“, der paa
Forhaand kunde synes at ligge fristende nær, tror jeg ikke vil være synderlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
