Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. jur. W. Behrend: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at faa ned, og burde vistnok helst være udeladt af Programmet. Den var
usmagelig vammel og arrogant larmende, den bar frækt Tilnavnet
„characteristique“, skøndt Gud skal vide, det ejendommelige var ikke dens stærke Side
— det indskrænkede sig til Piano-Bækkenslag og en vrøvlagtig Koda af
Finalen. Dertil kom at Koncertens første og sidste Del laa ikke saa lidt over
Frk. Nanny Fürsts Kræfter. Det er vanskeligt at sige andet godt om denne
unge Dames Spil, end at hun har en smuk Tone, der vidner godt om hendes
Studier hos Hr. Anton Svendsen, men hendes Teknik, der for en Dilettant er
ret udviklet, slog som sagt ikke til i denne Koncert, og desuden er hendes
Intonation usikker, og Tonen saa spinkel, at hun foreløbig aldeles ikke kan
spille med Orkester. — Aftenen sluttede med Max Bruchs „Schön Ellen“.
Bruch med sin store tekniske Dygtighed (her navnlig imponerende i den
Maade, hvorpaa Slutningskoret bygges op) og med sit maaske lidt selvbevidsle,
men altid sunde og ret stortanlagte Kunstnerpræg, er ikke den daarligste
Repræsentant for den nyere tyske Musik ligeoverfor de to nys omtalte franske;
og „Schön Ellen“ med sin Blanding af Sværmeri og Militarisme er et saa ægte
„tysk“ Værk, at det alene af den Grund har sin Interesse at høre det. —
Til Undskyldning for Frk. Diederichsens i flere Henseender uheldige Ellen
tjæner, al d’Hrr. Dirigenter, i deres Glæde over i den unge Dame at have en
solid og frejdig Sangerinde, ofte giver hende Opgaver, der ligger hendes Naturel
meget fjærnt, og som hun maaske næppe heller faar den tilbørlige Tid til at
leve sig ind i.
Ligesom i Fjor har de filharmoniske Koncerter ogsaa i Aar kaldt en
af de verdensberømte Kunstnere hertil. Ved den anden af disse Koncerter optraadte
nemlig Pablo de Sarasate, — og genopvakte for en kort Tid den længe
slumrende Virtuosbegejstring hos vort Publikum. Sarasate kom jo ogsaa som
en gammel Bekendt og et stort voksende Ry var gaaet forud for ham. — Fra
hans sidste Optræden her havde man Indtrykket af en Violinspiller, der med
Haaret flagrende om Hovedet spillede al sin oprindelige, næsten vilde,
Lidenskab ud, der ikke tog det saa nøje med Finesser i Spillet, naar det blot kom
til at rumme alt det, han selv følte ved den Musik, han foredrog og som
endelig nok havde en lille Tone, men fuldt ud bødede derpaa ved Ilden i sit
Foredrag. — Nu er Sarasate en lille sirlig udseende Mand med et fint gullig
farvet Ansigt, som selv naar han spiller beholder et ligegyldigt, næsten blaséret
Udtryk, der kun viger Pladsen for Energi og Sluttethed, naar en særlig
vanskelig Passage lægger Beslag paa hans fulde Opmærksomhed, ellers overvinder
han Vanskeligheder med en Lethed, en Ro, der næsten har noget irriterende
ved sig. — Et Omslag er der saaledes sket i Sarasates Kunst som i hans
Person, hvad det saa end er der har afslebet Lidenskaben og forandret det
maaske lidt hazarderede Spil til fint næsten pynteligt Detailspil. Interessant
kunde det være at erfare, om det alene eller væsentlig er det omflakkende
Virtuosliv, der har bevirket Omslaget — Men har Sarasates Kunst saaledes
sin bestemte Begrænsning, saa er han dog utvivlsom Nr. 1 paa dette sit
begrænsede Felt. Det er med en skønhedsmættet Glæde, at man nyder denne
enestaaende dejlige Tone, der saa blødt og indsmigrende kan spille en lille
Melodi, denne fuldendte Teknik, der med Lethed overvinder alt hvad ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
