Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
traadte op som vajede Ridderens hvide Fjer over hans Hoved, mens Erik Lakej
altid har et Skrabud til Rede. Direktør Abrahams havde selv til efter!
ignelses-værdigt Eksempel overtaget Baronens lille Rolle, og de moraliserende
Slutningsvers fik i hans Mund god Myndighed; i den paatagne Sekretærskikkelse morede
hans Baron sig kosteligt over Jeppes Hovmodighed, maaske havde dog en pludselig
Lytten-efler, da Jeppe fortæller om Ridefogdernes Bestikkelseslethed, ikke været
helt af Vejen.
Medens det kongelige Teater i Henhold til sit muldnede Monopol afbrød
Folketeatret midt paa dets Sejersbane med Jeppe paa Bjærget, har del med
rundhaandet Beredvillighed overladt Dagmarteatrets Personale flere Stykker,
baade ældre og yngre; Begyndelsen skete med Björnsons En Fallit.
Delte Stykke, der hører til den moderne dansk-norske Skuespildigtnings
Veteraner, har endnu, skønt Aarene ikke er gaaet helt sporløst hen over det,
Ævne til at faa Tag i Publikum: dets rørende Scener væder mangt et Øje, og
dets kraftige Komik lokker let Latteren frem. Björnson, hvis senere Aars
Gerning er præget af det energiske, vidt rungende Bekendt, vilde sikkert nu
se mindre mildt paa Tjælde; den Ærlighedsforkyndelse, der noget uklart dæmrer
hos Valborg, vilde nu give fastere Udslag og maaske lugte med Skorpioner
„Fantasten* Tjælde.
En Fallit staar højt over et Privatleaters vanlige Repertoire, og
Dagmarteatrets Skuespillere var ogsaa øjensynligt gaaet til deres Roller med stor
Respekt Undtages herfra maa dog Hr. Gerner, der tydeligt nok mente, at det
al spille Løjtnanten var en Visk for hans udi egen Indbildning store Talent
men den unge Herre tog svært fejl; hans Spil rangerer nemlig højst med
selvsikker Dilettantisme, og hans udulgte Nonchalence overfor Rollen talte ikke til
Gunst for hans Intelligens. Derimod kan Hr. Vilhelm Wiehe ikke noksom
roses for Udførelsen af Sannæs. Hans bløde Stemme gød varm Inderlighed
over Ordene, og hans i undertrykt Bevægelse bævende Læbe talte i Forbindelse
med Øjnenes taarevædede Glans om Sannæs’ barnlige Gemyt, der dog
ingensteds slog over i kvalm Kælenhed, ligesom heller ikke Figurens bløde Umandighed
nogensteds blev til kvindeagtig Klynken. Rollens knapt tilmaalte Prosaord
hindrede ham i at stemme Tonen for højt, og den nødtvungne Holden Hænderne
paa Ryggen frelste ham fra de vilde Armsving, til hvilke han ellers let i
bevægede Optrin forfalder. Hr. Wiehe har en Tro, som kun meget faa i det
ganske Israel, han reflekterer maaske ikke stort, han gaar snarere ganske
umiddelbart til Rollen, han tror paa hvert dens Ord, og denne hans Tro
skaber Illusion hos Tilskuerne. Maatle han dog nu have lært, at stilfærdige
Midler rækker længst. Hr. Cettis Tjælde var ærligt Arbejde, men manglede
den tændende Gnist.
Kasino har frem af Arkivet taget den gamle franske Farce En italiensk
Straahat, som i sine fire Akter indeholder mange pudsige Situationer og lystige
Kolbøtter. Som en døv Person heri og som Kejser Klavs i Kejserens nye
Klæder, har Hr. Emil Helsengreen vist sig som en Komiker af den
bedrøvelige Skikkelse.
(Afsluttet den 12te April 88).
Arthbr Aumont.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
