Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - A. O. E. Skram: Literaturoversigt. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lige Forræder i Stykket, Hoffmann, men sat en nogenlunde tom
Figur, Grosserer Kruge, ind paa hans Plads. Han lader Hoffmanns
moralske Fald være Sneklumpen, der fra Bjærgets Top skaber
den store Lavine af svegne Ord og tilintetgjorte Beslutninger. Lavinen
faar vi Lov til at se, men Tinden, som de alle har gaaet og peget
op paa, er skyombylt. Det var dog netop Synet af den over
Lavinen, der vilde have gjort det mægtigste Indtryk.
Men altsaa har vi i Uforsonlige de to sidste Akter at glæde
os over. Hennings Afslappelse gaar vel lidt brat for sig, men
gribende er den unge Mands Synken sammen under det
overmægtige Indtryk af Høvdingens Svigten. Hennings Samtale i
sidste Akt med Fru Johanne, da han har faaet Underkastelsesgiften
i sig og endnu gør et mat Forsøg paa at komme af med Løgnen,
som bider i hans Sjæl, hører til det helt gode i dramatisk Digtning.
Synderlig nærmere kommer vi ikke Virkeligheden ad denne Vej.
Og ved Siden af Henning er der den morsomme politiske Vigtigper
Paulsen, der »sent vil gaa med paa den Ting at rejse Børster
mod en Kendsgernings og den nydelige, stilfærdig kække Sofie.
Det er lidt traditionelt, at det skal være Forholdet til den unge
Pige, som imod hendes Ønske bidrager til at føre Helten ind paa
Frafaldets Vej. Jævnlig vil vel et saadant Forhold enten holde
fattig Per Erikson rank eller bøje ham netop i Kraft af den
kvindelige Indflydelse. Det turde være nok saa hyppigt, at de
unge Kvinder ikke er de staalsatte Heltinder i Virkeligheden, som
de er i Drømme, men er de det, gør de Herrer Kærester sig som
Regel ogsaa Umage for ikke at svigte deres Forventninger altfor
grovelig. Der er jo nemlig meget at tabe derved, og Henning
synes i denne Henseende mere kortsynet, end rimeligt er.
Redaktør Gili og Frue er de standhaftige og hyggelige
Personer i Stykket, men de faar kun Lejlighed til at optræde ved
ensartede Anledninger og virker ikke med det Liv som Sofie og
Henning. De i Handlingen mere eller mindre stærkt indgribende
Nærum og Kruge og Blume taber sig i deres lidt almindelige
Udstyr med Bondesnuhed, Bedsteborgerærgerrighed og
Præste-klogskab op imod Skuespillets politiske Baggrund, hvor
Taage-skikkelsen Hoffmann troner, og det er uklart, hvad der er ment
med Omby. Replikerne har i Uforsonlige, særlig i Begyndelsen
ikke megen Farve, men for denne Figurs Vedkommende er de
helt graa. De er ikke urigtige; saaledes kan godt en anløben
norsk Journalist, som har lidt aandeligt Skibbrud, tale, men vi
Tilskueren. 1888. 37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
