Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - A. O. E. Skram: Literaturoversigt. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
være utydelige og Begivenhederne uklare, det er at ville finde to
ukendte Størrelser i én Ligning, og det gaar som bekendt ikke.
Uforsonlige begynder først i tredje Akt.
Betragt en Gang til Sammenligning, hvordan Brandes
indleder sit Stykke. Der er en ung Dame ene i Stuen, saa kommer
fra Yderdøren en ung Herre farende ind og siger: »Kæreste,
Goddag!« Vi kan høre, at han strækker Armen ud og griber
hendes Haand, og vi føler, at hans Ansigt straaler af Glæde.
De to har virkelig noget med hinanden at gøre. Vi er straks
fra første Færd med i Stykkets Liv, Replikerne maler Personerne
og fortæller de faktiske Ting, vi skal vide. Og det gaar Slag i
Slag. Havde alle de optrædende blot tilstrækkelig Betydning for
os, er vi dem nær nok, til at de kan holde vor Opmærksomhed
spændt. Men hos Garborg skydes øjeblikkelig en os ukendt.
Artikel i et Blad, vi aldrig har set, ind imellem to stille
passiarende Ægtefolk og os, og de giver sig dernæst til at snakke om
Forhold og Mennesker, som kun danner tomme Lyde for os.
Og paa denne Maade bliver det ved. De optrædende har ikke
umiddelbart noget med hverandre at gøre, der er et stort dunkelt
Anliggende, hvortil de alle forholder sig, det hedder snart
»Stemmeret«, snart »Blume« snart »Korntold«, og snart
»Hoff-mann«, og bliver saa tilsidst staaende ved dette, men Hr. Hoffmann
vægrer sig standhaftig ved at lade sig til Syne.
Saa kommer Stødet i tredje Akt. Henning sidder paa sin
»Hybel« og skriver, og ind træder Sofie og Doffen. De har Hast.
»Vil du være med paa en Køretur, du?« siger Sofie. »Jeg har
fri af Skolen, og Doffen skaffer Vogn: han vandt 1 Krone og
65 Øre i Whist i Gaar Aftes, og nu skal de springe«. »Nu skal
de springe, ja«, siger Doffen. »Du er en ren Satan i Whist,
Doffen; hvem var det, du plukkede i Gaar Aftes?« »Papa,
naturligvis«. O. s. v. o. s. v. Det er der Luft og Farve i og
Menneskers fri Bevægelse. Og fra nu af glipper det ikke et Minut
for Forfatteren. Som man kan høre Sofies fortrolige Venlighed
i Ordene, Doffens Ungdom og Hennings rolige Glæde over dem
begge og Besøget, kan man i de stærkt bevægede Optrin, der følger,
mærke Lidelserne, Spændingen, Usikkerheden, Faldet, Løgnen og
Ulykken. Stykket, som begyndte i det taagede, ender i ypperlig
betegnet personligt Liv.
Man kunde ganske sikkert have ventet mere af Garborg.
Navnlig er det uforstaaeligt, hvorfor han ikke har malet den virke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
