Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Kr. Kristofersen: Norsk Politik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Spørgsmaaal, hvor Johan Sverdrup i senere Tider har vist en fra
hans forrige modsat Holning og derved i muligens end højere Grad
end ved noget andet har revet sig ud af det norske Folks
Kærlighed og manges Agtelse.
Unions-Politiken, Forholdet til Sverig i det hele taget, har
stadig været den Mare, som laa over det offentlige Arbejde i
Norge, og et uafbrudt Stræv har Fremskridtspartierne haft med
at vindicere den Jævnbyrdighed med Sverig, som Grundlovene
tilsiger, og med at vaage over, at Samrøringslysteme, der ofte har
stukket Hovederne frem, blev tilbagevist som landsforræderske mod
det mindre Land. Heller ikke disse Spørgsmaal kan der her være
Plads til at udrede, men Hovedtrækkene skal i al Korthed nævnes.
Efter den krænkende Maade, hvorpaa Norge var blevet behandlet
fra svensk Side i Anledning af Statholdersagen i 1860, gjordes
der — under svensk Ledelse — et Forsøg paa en Omordning af
Foreningen i fuldstændig amalgamistisk Retning: Unionsparlament,
fælles Hovedstad, fælles Udenrigspolitik o. s. v., men det Forslag,
der efter flere Aars solidt Arbejde lagdes frem for Stortinget,
gjorde — som sandsynligvis bekendt — fuldstændig Fiasko, idet
det kun fik 17 Stemmer for sig, og dermed ansaas
Samrørings-Politiken for død og borte. Kort Tid efter blev den højst
upopulære Statholderpost ophævet, uden at det voldte unionelle
Tvistigheder, og der stod ikke andet igen til Virkeliggørelse af
Jævn-byrdigheds - Principet end Ordningen af de diplomatiske Sagers
Behandling og Kongens Ret til at indsætte en Vicekonge over
Norge. Det er nok muligt, at disse Sager kunde have faat
hvile endnu en Tid, indtil andet og mere nærliggende var afgjort,
men efter at der først fra svensk Side var rørt ved Spørgsmaalet.
og efterat der for Stortinget var fremkommet Oplysninger, der
viste, at den norske Regering i Stokholm ikke havde været stærk
nok i at varetage Norges Interesse ved Sagens foreløbige
Behandling, blev Spørgsmaalet brændende, og Venstre samlede sit bestemte
Krav i en Udtalelse fra »Norges Venstreforening€ om, at de
udenrigske Anliggender maatte ordnes saaledes, at der betryggedes
Norge fuld Ligestillethed, og at der ikke foretoges nogen Udvidelse
af Fællesskabet. Særlig hæftede Tanken sig ved
Udenrigsministeriet, idet man fra norsk Side mente, at der først da kunde
blive virkelig Lighed i Forholdet, naar hvert Land havde sin
Udenrigsminister. I Johan Sverdrups tidligere Stilling til de
unionelle Spørgsmaal havde man fuld Grund til at tro, at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
