Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. S. Schandorph: Nogle Digte fra ældre og yngre Dage af Kr. Arentzen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aldeles ejendommelig Klang i Sprog, i Rytme, i Stemning, til
de Digte, som i Ordets egentlige Forstand ere »Arentzenske«.
Jeg skal ikke bebrejde nogen, at han er gaaet i
Forgængeres Fodspor. Vort lille Land har haft ondt ved at fordøje
de store Genier. Thorvaldsen har lige til de sidste Decennier
tynget paa vore Billedhuggere, Madvig paa vore Filologer, hvad
Under da, om Oehlenschläger har tynget paa denne Digter, som
paa Schack-Staffeldt, paa Hauch, paa Kaalund — paa mange
flere, før de fandt sig selv. Nu — fordi Rafael var et enormt
Geni, skal man ikke foragte en Skolar som Giulio Romano. Det
skal geraade Arentzens samvittighedsfulde Kunststræben til Ære,
at han paa sin Maade har gengivet Oehlenschlägerske »Klange«
saa smukt tonende i Digte som »Grettir den stærke«, »Vikingen«,
»Kvældulv«, »Aude« o. s. v. Kun i Digtet »Ved Arno« bliver
Efterligningen af »Æventyret i den fremmede Stad« af
Oehlenschläger lidt vel tæt og generende.
Arentzen har læst og læst. Han er en rigtig literær Poet,
en Københavner af reneste Vand. Vore københavnske Digtere
har berust sig i Læsning, kom sjældent ud i Naturen, i Folkelivet
udenfor de da staaende Volde. Der foreligger en interessant
Opgave for en dansk Literaturhistoriker, den nemlig at vise,
hvorfor Københavneren Heibergs Lyrik blev saa kold og abstrakt,
saa mønsterværdig formet i Modsætning til Landsbybøms som
Grundtvigs, Blichers, Poul Møllers, Chr. Winthers, ja selv
Inge-manns, af hvis lyriske Digte mindst to Tredjedele er kassable,
mens den ene Tredjedel toner fuldere end alle H. P. Holsts og
Molbecbs tilsammen. Undtagelser som Kaalund og Richardt
beviser, at den opstillede Regel som alle Regler kun har delvis
Gyldighed.
Altsaa — Arentzen er en literær Lyriker omtrent som
Bergsøe. Han læser et Digt, et godt Digt. Han føler Lyst til at
gøre et lige saa godt. Kaalund skriver sit Præstegaardsdigt i en
ejendommelig Rytme — Arentzen stiller op mod det det smukke
Digt »Paa Landet«. Den Arentzen saa fjærnt staaende Poet
Chr. Winther inspirerer ham til Digte som »Ved Bækken« og
»Nattevandring«; en Aarestrupsk Klangfarve vil en kyndig
Læser spore i »Et italiensk Teater«; ja endog en køn
Romance af Ole Chr. Lund — jeg tror om Birgitte Gjø eller
Gøje — har ikke ladet Arentzen i Ro. Han maatte op med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
