Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. S. Schandorph: Nogle Digte fra ældre og yngre Dage af Kr. Arentzen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ligeledes afdøde Professor S. Heegaard sagde til mig en
Gang i sine Velmagtsdage: »Naar jeg hører én snakke om
Idealet, saa faar jeg samme Fornemmelse, som da jeg forleden læste
paa et Skilt: Smørhandelen i Københavns.
Men Spøg tU Side! Pietetsfulde, religiøst anlagte
Digternaturer som Goldschmidt og Arentzen, begge Efterromantikere,
trængte til en Genstand for Tilbedelse. De bad da og sang Hymner
eUer skrev Bønner og Henvendelser til en mystisk Guddom, gemt
bag Sløret i Adyton, i den inderste Tempelcelle, et Væsen skjult
og omhyllet. Schack-Slaffeldts »natlige Sangerinde«,
Romantikernes blaa Blomst blev endnu mere hemmelighedsfuld i deres
Efterfølgeres Fantasi. Om man end ikke tror paa de religiøse
Dogmer, kan man godt glæde sig ved en begejstret Psalme. Om
man end ikke kan forstaa »det absolute Ideal«, kan man gribes
af Troen hos de ærlig troende.
Arentzen har skrevet Digte med virkelig »bevæget Klang«
til sin Gud — eller Gudinde. Saadanne ere »Opad!«, »I
Stjærne-skær« med den nydelige Rytme, »En Drøm«, ikke at tale om
andre Digte fra samme Periode i hans Udvikling som »Stulken
paa Tunet«, der vil hævde sin Plads blandt de bedste Lyrika
i vor Literatur og den lille Capriccio »I Kontoret«, med
sin sære Blanding af Satire og Vémod i tæt sluttet
epigrammatisk Form.
Den egenlige Poets Hoved dukker efterhaanden op af det
filosofiske Bad. Han kommer ud, ser sig om. Han, den literære
Københavner, der i sit elskværdigt naive, rørende ubehjælpsomme
Digt »Brændevinsbrænderens Ko« sender et Længselssuk ud mod
Natur og Virkelighedsliv, kommer ud at rejse. Forventningen
om Rejsen føder et saa fortrinligt Digt som »Paa Vandring«.
Sans for Farver havde Naturen ikke givet Digteren. Hans
Tillægsord maler ikke. »Magisk«, »mystisk«, »smukt«,
»begejstret« o. s. v. o. s. v. er Fyld, som ingen Forestilling vækker
hos Læseren. Hvad vil det sige, at de højeste Tinder svømmer
i et »magisk« Skin. Man kommer til at tænke paa »F. C. V.
Schenstrøm, Nordens Magus« — i gamle Dage paa
Dyrehavsbakken.
Men Poetens Forbavselse over det ny, han ser, aabner
Øjet. Det er vel kun tynde Akvarelfarver, han bruger, men de
er smagfuldt lagte paa, f. Eks. »I Bjærgenet, »Lago de’ Tartari«.
»Ved Rinen« er særdeles fint og sart i Stemningen og har en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
