Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: Vore Teatres Dekadence
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
undgaa at finde et vist Personale, faldt det ham ingenlunde ind
at lægge sit Repertoire derefter.
Sejlende i de skiftende — og ofte illusoriske —
Nabo-sukces’ers Kølvand dyrker alle vore Scener alle Genrer med et
Personale der — for de to Teatres Vedkommende — næppe er
mægtigt at spille nogen. Og Skuespillerne, som aldrig for den
personlige Virksomhed finder den Støtte, som et fast og længe
dyrket Ensemble i bestemt Genre afgiver, jages hvileløst og
viljeløst fra Art til Art.
Og under denne Omjagen finder de end ikke den Ledelse
af en fast Instruktørhaand, som under slige Forhold var hundred
Fold nødvendig.
Ti Direktøren, der tillige er Instruktør, kan ikke opnaa
blot den elementæreste Sikkerhed i Mise-en-scéne-Kunst, naar han,
under Genrernes evige Skiften bestandig skal fuske i dem alle.
Naar han dyrker — i al Fald fortrinsvis — én bestemt Genre,
udvides hans Blik og skærpes naturligt hans Øre. Han bliver
lydhør baade for de enkeltes Løfter og Massernes Samvirken.
Han bøjer det genstridige, og han skaber den Ensemblets
Grundtone, som er alle Forestillingers hemmelige Behag.
Men næsten paa samme Tid kastet i Lag med alle Genrer,
forvirres baade hans Syn og hans Hørelse. Hans Erfaring giver
ham ingen Maalestok for Fællesvirkningerne, og hans Usikkerhed
gør selv Blikket upaalideligt for Enkeltydelser.
Stillet over for altid vekslende Skuespilarter kan Instruktøren
hverken danne den enkelte eller forme Ensemblet.
Og Personalet forfalder.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
