Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - J. L.: Contra Leonora Christina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun skriver: »Samme 1678. Aar, den 4 Marts, blev min Naboerske
[i’ Blaataarn] en Kvinde ved Navn Lucia, som tjænte Fru Regitse
Grubbe. Hun beskyldtes af Jomfru A. S. Budde, at hun havde
været den, som paa sin Frues Vegne havde overtalt hende at
forgive Grevinden Fru Birrete Skeel, og at Lucia havde bragt
hende Giften. Der var Vidnesbyrd, af hvem Lucia havde
købt Giften. Den Kvinde var en standhaftig, trofast
Tjænerinde. Hun tog imod alt ondt, hende paalagdes,
med allerstørste Taalmodighed, var trøstig idet mørke
Fængsel––––Fra Grevinde Skeel, som skulde bespise hende,
blev hende sendt Kød, som krøb fuldt af Maddiker, og muldet
Brød. Jeg forbarmede mig over hende (ikke for hendes Frues
Skyld; ti hun har intet godt forskyldt af mig og ilde belønnet
forrige Tiders Velgerninger, men af Medlidenhed), sendte hende
Mad og Drikke og Penge til at formilde Gert [Taarngemmeren]
med, som var hende for haard. Hun blev pint, vilde dog
ikke bekende det ringeste af det, hende beskyldtes,
forsvarede altid sin Frue. Hun blev saa siddende hen«.
Af Leon. Chr.’s Ord fremgaar utvivlsomt, at hun betragter
Lucia som meddelagtig i et Forsøg paa Giftmord. Ikke desmindre
billiger hun, at hun nægtede til det yderste, endog til Trods for
Pinebænken. Hun beundrer ikke alene Pigens sjælelige og
legemlige Standhaflighed mod Lidelser, men roser hende ogsaa som en
trofast Tjænerinde, der ikke vilde forraade sin Frue. Dette er
dog virkelig et uimodsigeligt Bevis for, at det efter Leon. Chr.’s
Begreber ingenlunde var Pligt i ethvert Tilfælde at bekende
Sandheden ved et Forhør, ikke engang i en Undersøgelse, der paa
Rettens Vegne anstilledes over en efter al Moral fordømmelig
Forbrydelse. Tvært imod holder hun det for rosværdigt
haard-nakket at nægte Sandheden, hvor Tilstaaelsen af den vilde blive til
Skade for en Person, til hvem Inkvisiten staar i et givet
Troskabsforhold, om end dette er af en opløselig Natur som Tyendets til
sin Husbond, og om end den, mod hvem Troskaben vises, er en
Person, der ellers ikke har Krav paa Sympati.
Det vil med andre Ord sige, at hvor Troskabspligten mod
en konkret Person kom i Strid med den almindelige Pligt til at
bekende Sandhed, særlig lige overfor Statens eller Rettens mere
abstrakte Autoritet, der var det førstnævnte Pligtforhold i ethvert
Tilfælde det stærkeste og det, som stod ved Magt. Det ophævede
det andet. Og mon det ikke har været den almindelige Anskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
