Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
frangais et af de hyggeligste Teatre, jeg kender. Det er mig
nu lige saa hjemligt som det kgl. Teater og Folketeatret hjemme.
Denne ikke store, men høje og lyse Sal, hvid og forgyldt,
i den nationale Renaissancestil, med Karyatiderne, der bære
Konsolerne under Hvælvingen paa de to nærmeste med guldfrynset
røde Fløjelsgardiner forsynede Loger (tidligere den kejserlige og
Hoflogen) paa hver Side Scenen er saa tiltalende, saa overskuelig,
saa smuk.
Forleden Aften lokkede Beaumarchais’s »Barberen i Sevilla«
mig til Théåtre frangais. Det var den solide Ret, „la pikce de
résistance“. Men forinden maa man se paa to »Tæppestykker«,
paa Vers naturligvis.
»Vincenette« af Pierre Barbier, er en sentimental Idyl, hvis
Bønder ikke lugter synderlig af Muldjord og Stald. Den rige
Bondes — Maitre Claudes — ædle Søn Sylvain elsker den lige
saa ædle Hyrdes Thomés Datter, den dejlige Vincenette. At
Kærligheden ikke har været ganske platonisk, at den allerede har
sat realistiske Spirer, faar vi at vide:
Det er et Par unge Hjærter,
som man skille vil med List;
efter mange bitre Smerter
bliver de dog gift tilsidst.
— Det er navnlig den ædle, stille, dybt følende Matrone Marcelle,
som frembringer de unges Lykke. Da hendes Husbond Maitre
Claude har skildret, hvor han har slidt og slæbt for at blive en
rig Mand, stadig med deres eneste Søns Lykke for Øje, og erklærer,
at han aldrig vil finde sig i, at Sylvain tager denne Kopassers
Datter, siger hun: »Jeg tillader det«. — »Du, hvorfor? naar jeg
ikke tillader det«. — Toi, Mais, toi, tu ne seras jamais grand’ mére
siger Moder Marcelle. Madame Montaland sagde denne Replik
saa elskværdigt, at hun vakte stor Applaus i den daarligt fyldte
Sal, frembragte Latter og Taarer.
Om man end tror, at man er ganske godt inde i et fremmed
Sprog — og man maatte være en temmelig stor Dumrian, om
man ikke var det, efter i det hele at have tilbragt tre Aar i et
Land og flittig at have studeret det ude og hjemme — saa bliver
der en Rest, en evindelig Rest tilbage.
Lad os forestille os en fremmed, som forstod godt Dansk,
og lad os tænke os ham som hyldende en moderne literær Retning,
der fordrer en vis real Sandhed, et vist naturligt Kød og Blod af
59*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
