Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - J. L.: Johan Monrads Selvbiografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
selv. Saaledes at blive taget ned fra sin lille Pjedestal, randsaget
i alle Folder og gjort til videnskabelig historisk Objekt — det
var jo ikke Meningen! Men det ene følger med det andet.
Han var hverken i det ydre eller i del indre Liv nogen
betydelig Personlighed: det Indtryk af ham, som han selv
meddeler, svarer navnlig ikke til hvad man i fremhævet Betydning
kalder en Mand. Der var ingen gennemgaaende Vilje eller
Hensigt i ham, han havde intet rigtigt for. Han »befalede Gud al
Ting og ventede hans Vilje«. Han voksede op under lykkelige
Forhold, blev, som det synes, meget forkælet fra alle Kanter og
tog Livet afgjort fra den behagelige Side. Selv havde han ikke
synderlig Formue, men kom dog til at gøre en lang og
nydelsesrig Udenlandsrejse i fornemme Folks Følge i Løbet af en 7—8
Aar. Efter Hjemkomsten, da han allerede var nogle og fyrretyve
Aar gammel, blev han heftig forelsket i en ung og smuk
Adelsdame, en fin, fornem og rig Pige, og vandt hendes Hjærte og
Haand, uagtet han stod lige saa meget under hende i Rang som
over hende i Alder. Og dermed er hans Levnedsbog, som den
foreligger for os, væsentlig skreven ud; Slutningen af hans Liv
skal, efter hvad Udgiveren oplyser, have være lidt mere tornefuld
end Begyndelsen.
Efter hvad man kan slutte af hans egne Ord saa vel som
af hans Skæbne, har han været smuk og fremfor alt sympatisk,
vindende, tækkelig: baade Mænd og Kvinder, unge og gamle,
syntes umaadelig godt om ham. Det skal være ham vel undt,
saa meget mere som han i Grunden var en brav Karl, der ikke
alene til Legemet, men ogsaa til Aanden var vel skabt, mild og
blød af Sind, med fint mærkende Organer for aandelig
Paavirk-ning, derfor ogsaa med et vist Hang til forfinede, men rene
Nydelser. Det bedste ved ham er en Glæde, saa lys i sin Tone,
som man næppe skulde finde Mage til nu til Dags, saa vel over
Menneskene som over Naturen. Hans inderlige og rene Sans for
Naturskønhed, der i psykologisk og historisk Henseende er hans
mærkeligste Fortrin, er allerede blevet analyseret af G. Brandes
og fremhæves paany — med Tilslutning til Brandes — af
Selvbiografiens Udgiver. Alt dette tyder paa et af Naturen godt
Hjærte; og Indtrykket heraf forringes ikke ved, at han havde en
tilsvarende Sans for god Mad og for elegante Selskabsformer. I
paakommende Tilfælde kunde han endog tage mere virksomt
Parti for at det gik rigtigt til i Livet, som det viste sig, da han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
