Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De Principer, til hvilke han bekendte sig, var Troen
paa den frie Forsknings Ret og den frie Tankes endelige Sejr
som de bedste Betingelser for Humanitetens frie Udfoldelse; i
æstetisk Henseende et nyt Syn paa det 19de Aarhundredes
Lite-ratur, en ny Arkitektonik, en ny Metode, ejendommelig og
selvstændig omformet efter Taines og SteBeuves Mønster, endelig
Fordringen paa Naturiagttagelsen, Realismens almindelige
Princip, og paa den fulde og aabne Indsats af den
kunstneriske Individualitet i Værket.
Imod en Idealisme, der nu var formel og død og ikke
længere affødte Værker af Betydning — Efterklang af vore Fædres
Literatur, ikke vor — gjorde han sig med Kraft til Talsmand for
den levende Model, for Betydningen af Virkelighedsstudiet og
Iagttagelsen, den dristige og energiske Gengivelse i digterisk
Sammentrængen af det oplevede, sete, tilspidset i den Sætning,
at en Digter egentlig kun kan give sin Samtid og sig selv
(»Mennesker og Værker* S. 124 ff. om Idealisme og Naturstudium) som
den Virkelighed, han alene fuldt kender. Derfor kræver han
ogsaa, at Digteren maa mættes af sin Tid, føle dens Lykke og
dens Lidelse, kraftig bevæget af dens Strømme, idet en Literatur
nu kun ret viser sin Livskraft ved at »sætte Problemer under
Debat« (Emigrantlit. S. 15). I hans literaturhistoriske Betragtning
var det jo ogsaa hans Maal at skildre Værkerne, for saa vidt de
paa en levende Maade udtrykte Tidens Ideer og Følelser, vare
Typer paa disse. Var Geniet end ikke for ham som for Taine
et Resumé, saa hævdede han dog stærkt Milieuets Indflydelse og
paaviste overalt Brydningen mellem Forfatternes Aand og Tidens
Aand. Selve hans psykologiske Metode støttede dette Krav paa
Tidens og Livets varme Pulsslag i Digtningen i Modsætning til
den Poesi, der alene var Fantasiens og Skønhedens — en Poesi,
som Digteren i ham dog meget vel forstod at vurdere. Hans Hoved
var vel nærmest med den realistiske og naturalistiske og
debatterende Digtning, hans Hjærte overalt, hvor Følelsens Inderlighed
eller Sindsbevægelsens og Lidenskabens Storme gav sig et bevæget
Udtryk, naar denne Følelse da ikke tog et altfor stærkt Sving
mod det positivt religiøse, der for ham som lidenskabelig Fritænker
og Monist var usmagelig.
Ved Emigrantliteraturen naaede Br. dette sit almindelige
Maal: at blive en Vækker, Oprusker og Strømbryder, at bringe
nyt Liv og Røre. I den videnskabelige Literatur havde vi ingen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
