Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Kontorchef M. Rubin: Engifte og Mangegifte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pag. 8 i Bogen refereres en Ytring af Tacitus om Germanernes
store Sædelighed (og Engifte), men Pag. 11 fortælles det nys
meddelte om Kongerne, hvilket anføres som en Tilbagegang fra hin
Kraftens Periode, hvor hver Mand kun havde én Hustru. Nu, om
Tacitus har været saa nøje kendt med, öm de gamle Germaner
har haft Friller foruden deres (købte) Hustruer, eller ikke, skal jeg
lade staa hen. Efter Bjømsons egne Udtalelser vil der rigtignok
altid være »Mangegifte«, hvor der er Slaver eller Trælle, og Trælle
havde da Germanerne. Men hvad Bjømson i hvert Fald maatte være
bekendt med, er, at det han fortæller om sine Konger, intet
beviser med Hensyn til Befolkningens sædelige Moral, men vel en
hel Del, om hvad der den Gang — ligesom nu til Dags — var
tilladt de fornemme af Folket, paa tværs af den almindelige Moral.
Dersom Tacitus havde kendt danske Lovs tredje-sextende
eller sjette-trettende, da vilde han have glædet sig over den strænge
Moral paa denne Lovbogs Tid. Men dersom han saa havde erfaret,
at Slegfredslægten efter den Konge, der udstedte disse Love, var
og blev Rigets første Stormænd, og at Sønnen af den samme
Konge indtraadte i Bigami (for hvilket en almindelig Borger efter
Loven skulde miste sin Hals), da vilde han have været den første
til at indrømme, at Kongernes Historie ikke altid er Folkenes.
Og fra Harald Haarfagre gaar Historien tusend Aar frem i
Tiden til Pølselagenes Raaheder. Jeg har alt ovenfor nævnet, at
disse Pølselag er Hus forbi, ti ingen tænker paa at opfriske dem.
Men selv som historisk Argument beviser de mindre med Hensyn
til Sædeligheden end med Hensyn til Sæderne. Paa Pølselagenes
Tid var lige saa vel som i vor Tid en »ærlig« Kvinde ulige mere
anset end en berygtet. Men Tiderne var mere raa, nu er de mere
forfinede. Er det sikkert, at Sædeligheden er steget saa stærkt
med dem?
Bjørnson bemærker, at selve den større Hemmeligholdelse
af Lasten vidner om Sædelighedens større Magt, ellers behøvede
man ikke at holde Usædeligheden hemmelig. Og dog er det ikke
givet, at finere Sæder giver renere Sæder. Ti sandt nok er
»Hykleriet Lastens Tribut til Dyden« og forsaavidt en god Tribut, som
den paa mange Punkter danner en nødvendig Overgang fra Lasten
og en heldig Opøvelse i dens Undertrykkelse. Men netop paa
det sædelige Omraade er den hemmelige Synd en væsentlig Del
af selve den Last, der skal udryddes; der er derfor ingen Grund
til at glæde sig over Hemmeligholdelsen, hvorimod man, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
