Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - W. Behrend: Det kongelige Teaters Operasæson 1888—89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig ved at drages saaledes frem, som sket er i de sidste Sæsoner. Ja dette
sidste gælder selv Hr. Ødmann, der dog er en af de fortrinligste »Tenorer«,
Teateret i lange Tider har haft at opvise.
Mest er dog »Systemet« gaaet ud over Frk. Dons. Hun har mindre
end Hr. Ødmann haft de brede Skuldre, der skulde bære hendes Ophøjelse
til Primadonna assoluta, hvad hun paa ingen Maade er født til, saa vist som
der med Lethed lader sig opregne mindst en 3—4 Sangerinder her hjemme,
som staar bedre udrustede med Stemmemidler end Frk. Dons. — Dramatisk
Sangerinde er imidlertid Frk. Dons fremfor ungen anden af sine Konkurrenter;
det Pust af Liv, Lidenskab og navnlig Energi i Spillemaaden, som hun bragte
med sig, først og mest som Prinsessen i Alda, havde næsten en reformerende
Karakter, saa vist som vore Operister, som man véd, aldrig har været slemme
til at »spille Komedie«, endsige god Komedie. Dette Fortrin havde Frk. Dons
— men det var et skæbnesvangert Fejlsyn af Teaterbestyrelsen, og maaske af
Sangerinden selv, paa Grund heraf at ville drive Stemmen ud over dens
naturlige Lag (Mezzosopranens) for at naa op dér, hvor der først var Haab
om at blive prima donna assoluta — Bebrejdelserne til Frk. Do ns for, at hun
forlod Alten synes mig, i Parentes sagt, ikke at kunne ramme hende haardt
— hendes Stemme har just altid manglet den dystre, massive Klang, der
i hvert Fald kræves i de »store« Altpartier, rent afset fra at den, saa vidt jeg
mindes, aldrig har gaaet synderligt dybt. — Det var et Fejlsyn — gennem en
altfor hyppig Skiften Lærer — at ville give Stemmen et løst paaklistret, virtuost
Præg, mens den endnu manglede Betingelser for bloL at kunne virke og holde
ud, og det var endelig el Fejlsyn at overdrage den unge Dame det ene »store«
Parti efter de andet, der overanstrængte Slemmen og i hvilke hun dog —
som naturligt var under disse Forhold — snart fra Sangens snart fra Spillets
Side ikke formaaede at gøre Fyldest (Julie—Carmen). Saaledes staar Frk. Dons
nu paa et om ikke ringere saa dog langt usikrere Standpunkt, end hun efter
sine naturlige Ævner burde. Udover den begavede Dilettants Stade er hun
overhovedet ikke naaet eudnu — det nytter ikke at nægte det — og dog har
hun rige Betingelser for at blive Kunstnerinde. — Der er handlet ilde ved
Teateret med disse Ævner, man har spredt i Stedet for at samle og lede,
pousseret frem, givet hen til Publikums Forlystelse, hvor man burde have
skaanet og nænsomt søgt at udvikle. Det er gaaet ud over de kunstneriske
Muligheder, maaske des værre endog over de fysiske Organer.
Hør en Aften Frk. Dons i et af hendes store Partier! — det er de jo
for øvrigt alle! — det er umulig at lukke Øret for, hvor usikkert hun synger,
næppe én Tone ligger fast og bæres sikkeit og fyldigt ud i Rummet, — om
Koloratur og desl. lykkes, synes ikke at bero paa Sangerinden men paa
tilfældige Omstændigheder; én Aften kommer hver Tone i et Løb saaledes nydelig
klart og præcis til sin Ret — oftest bliver det hele derimod til et utydeligt
glissando, ja der har været Aftener, hvor denne Stemme, overanstrængt som
den er, aldeles har nægtet at lystre Kommando paa slige vanskelige Steder.
Men denne Usikkerhed, denne Mangel paa Herredømme over Stemmemidlerne
er den ikke just ejendommelig for Dilettanten? For at spare paa sin trætte
Stemme, der navnlig i Højden har saa lidt Marv og Kraft, benytter Frk. Dons
et mezza-voce til Overmaal. Publikum i Almindelighed finder vistnok —
ulykkeligvis — noget interessant, nyt og »udenlandsk« maaske, i denne ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
