Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - W. Behrend: Det kongelige Teaters Operasæson 1888—89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
slige. Selve Stemmemidlerne er hverken særlig skønne eller omfattende; nogen
»Heltetenor« er Hr. Ødmann ikke, det er selvfølgelig en Fejl, at Teateret,
ikke er i Besiddelse af en saadan, men det kan aldrig blive Hr. Ødmanns
Fejl, at han ikke er det. Med sikker Følelse af sin Begrænsning har han da
ogsaa i det hele kun modtaget de mere »lyriske« Tenorpartier, men undertiden
gør han rigtignok her nogle Attentater paa det heltemæssige ved at forcere
sin Stemme mere end den taaler. Derimod kan man ikke nok som advare;
sker det i Højden bliver Klangen snærrende og tynd. Nogen egentlig
Klangskønhed har Stemmen i det hele taget ikke; dog er det vist, at den har
ændret sig siden Hr. Ødmanns første Dage, den er mere fyldig og rund end
den Gang, da den havde en løjerlig flad, »drengeagtig« Klang, men stadig
mangler Stemmen Varme, Romeos Sang i Maanenatten er lige saa kold som
det elektriske Lys han omgives af. Man har Lov at bebrejde Hr. Ødmann
dette, ti Carwen-AI’tenerne først i Sæsonen viste hans Formanen i saa
Henseende. Hele Satsen »Blomsten du mig har givet« sang han dejligt, men da
han tilsidst knælede for Carmen, kom der ved Ordene: Jeg dig elsker, en
aldeles bedaarende Klang i Stemmen, en bævende Klang af varm Beundring
og Hengivelse, af dæmpet Lidenskab, som jeg for mit Vedkommende aldrig
skal glemme. — Men som Hr. Ødmann sang disse 3 Ord, har han aldrig før
eller senere sunget.
Paa Hr. Ødmanns Spil skal der ikke ofres mange Ord, det staar
gennem-gaaende ikke lidt under hans Sangkunst, og man kan sandelig ikke beskylde ham
for al være dramatisk Sangeri nogen foruroligende Grad. Ganske vist har vi i
mange Aar ikke været forvænte med Tenorer, der blot var taalelige »Aktører«, men
det bør paa ingen Maade føre til, at vi nedstemmer vore Fordringer i saa
Henseende; det moderne Musikdrama kan ikke betjænes af den gamle Operas
blodløse Tenordukker. Det kunde være interessant at vide, om man ved den
stockholmske Opera erstatter Spil med Plastik: Hr. Langes gennemgaaende
overvurderede Præstationer tyder derpaa og i hvert Fald: Hr. Ødmann
kender ikke til anden Ageren end de plastiske Stillinger; derfor i de Roller,
hvor Plastik er umulig eller lidet klædelig (navnlig Alfred Germont i la Traviata),
falder Hr. Ødmann helt igennem, ti den Mimik han søger Oprejsning ved, er
ingen Redningsplanke, hans Ansigt med de i øvrig ret vakre Træk er ganske
karakterløst, og han ved intet andet af Mimik at sige end en ensformig
Forskyden af Øjenbrynene. Andensteds som i Romeo og Julie slaar Plastiken langt
bedre til. Hans Romeo er med rette kaldet »billedskøn« — men en Romeo,
som kun er billedskøn, som ikke er tegnet med Fantasi og aander af
Menneskelighed, det er for lidt; vilde det end maaske være for rigoristisk at forlange et
livfuldt Billed af den unge, glødende Sydlænding, saa er det dog lovlig fersk
at maatte nøjes med en køn Tenor, der næsten synes mere forelsket i sin
egen Plastik end i sin Julie.
» *
Ogsaa Hr. Ødmann har man Lov at gøre disse Bebrejdelser, ti han
har ved en enkelt Lejlighed vist, at han ævner mere, end han til daglig Brug
præsterer. Det var atter Carmen-Aftenerne, der konstaterede dette.
Z’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
