Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterindtryk. 395
blev bange, naar Helvedstraffene viste sig truende for hans Fantasi,
da vred han sig som en Orm, og Rædsel gennemdirrede hans
Krop. Hans Religiøsitet var i Familje med de fetischtilbedende
Negeres. Der var dyb Angest i de Blikke, han lejlighedsvis løftede
mod Himlen. Hans verdslige Katekismus har sagtens været
Italieneren Baldassarre Castigliones »Il Cortigiano«, hans politiske
Dogmatik Macchiavellis »Il Principe«, den har sagtens hans Moder
ladet oplære ham i, og han har opfattet deraf alt, hvad et
indskrænket Hoved og et fordærvet Gemyt kunde rumme. Adelsmanden
Baldassarre Castiglione gør store Fordringer til sin »fine Mand«,
han skal være vel hjemme i Videnskaber og Kunster, uden at
nedlade sig til bestandig pedantisk at lægge sin Viden for Dagen.
Den Side af Mesteren har Henrik af Valois rimeligvis maattet lade
ude af Betragtning. Men den »fine Mand« skal ogsaa kunne fægte
som en Vaabenmester, være veltalende, have Svar paa rede Haand,
indtage værdige og imponerende Stillinger, kunne danse som en
»maestro di ballo«. Og Worms som Henrik III viser smilende
Tænder, naar der er Udsigt til, at Kaarder skulle krydses i en
Duel efter alle Kunstens Regler, han staar i Position, naar han
modtager Hertugen af Guise, lægger kælent Hovedet paa Siden,
naar han taler, afhasper med en stor Skoledrengs Tungefærdighed
alenlange Fraser i Hof- og Kancellistil, nikker med fjollet Stolthed
til Moderen, som for at spørge hende om, hvad Karakter hun vil
give ham for hans Lektie, om han ikke har fortjænt Ug. Han
spanker da strunk som en Hejre om paa sine tynde Ben, de
lange Ørenlokker ringle mod hans Halskrave, og Helligaandsordenens
Diamant-Stjærne dirrer paa hans sorte Fløjels Vams.
Macchiavelli lærer Fyrsten at bryde sig fejl om moralske
Betænkeligheder, naar han vil naa Maalet: sit Lands Storhed og
Lykke, hverken at sky Mord eller Edsbrud paa sin Vej. Deraf
har vel Katharina lært sine Sønner ikke at agte paa, om Blodet
oversvømmede Paris’s Gader, ikke at agte de Eder, de gav Liguister
eller Huguenotter, men Maal som Landets og Folkets Storhed og
Lykke laa udenfor disse blod- og hjærteløse Kongedrenges
Fatte-ævne. De er ikke heller stærke nok til at være Skurke til Gavns,
Religionen i Form af mørk Overtro stiger op for dem som et
Spøgelse; Karl den niende dør i Vanvid og ser alt i Blod efter
Bartholomæusnattens røde Drama, Henrik III pisker sig med
Disciplinen og trækker Haarskjorte paa sin ømskindede Krop efter
at have begaaet Mord, Mened og unaturlige Laster. De Konge-
26*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
