Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - N. Neergaard: Fra det tyske Riges Tilblivelsestid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
suts pas prét ä la guerre«. Det var som en Dame af Kejserinde
Eugenies intime Kreds sagde til Grev Vitzthum, da han faa Dage
efter Katastrofen kom til Paris: »Ved De hvad Historien vil sige?
Det er lidt vovet, men det er sandt. Nu skal jeg hviske det til
Dem: da det dydsirede Østerrig endelig bestemte sig til at gøre
Napoleon III lykkelig, fandt det en Abélard ... efter Operationen«.
Hvor sande disse Ord var, fik Grev Vitzthum dog først
den fulde Forstaaelse af, da den daværende Udenrigsminister,
Drouyn deLhuys, nogen Tid efter gav ham et udførligt Referat
af det afgørende Statsraadsmøde, d. 4. Juli, Dagen efter Slaget
ved Sadowa. Efter Ministerens Mening vilde en fransk Arme paa
100,000 Mand, opstillet ved Grænsen og parat til i fornødent Fald
at gribe ind i Kampen paa Østerrigs og Mellemstaternes Side,
have været nok til at sætte Kejseren i Stand til at diktere Freden.
Men med det Frankrig, som endnu vilde gælde for Europas ledende
Magt, stod det den Gang saaledes til, at Krigsministeren maatte
erklære, at 40,000 Mand var det højeste, han kunde sende
til Rhinen. Udenrigsministeren foreslog da i det mindste at
sammenkalde Kamrene og forlange en Kredit paa 500 Miil. Francs:
han haabede herved overfor Preussen og Europa i det mindste at give
det Udseende af, at Frankrig endnu var en Magt, der maatte regnes
med. Dette vedtoges, og man enedes om, at Dekretet om Kamrenes
Indkaldelse allerede den næste Morgen skulde staa i Moniteuren.
Efter Statsraadsmødet lykkedes det imidlertid Prins Napoleon og
Rouher at bevæge Kejseren til at gaa fra den en Gang tagne
Beslutning. Da Udenrigsministeren den næste Morgen ikke saa
Dekretet i Moniteuren, gik han straks til Kejseren og overrakte ham
sin Afskedsbegæring; Napoleon paaberaabte sig sin Sygdom og
bad indstændig Ministeren om at blive, og denne var svag nok til
at give efter.
De Domme, der selv i Frankrigs officielle Kredse fældedes
over Kejserens Politik i 1866, var yderlig skarpe: man har allerede
adskillige Vidnesbyrd derom, og Grev Vitzthum forøger dem med
flere. Marquis de Gallifet sagde ved en Diner hos Fyrst
Metter-nich: »Det er os meget mere end Østerrig, som er bleven slaaede
ved Sadowa«, og da Kejseren senere, efter at Krigen var sluttet
og det var bleven klart, at man ikke behøvede at frygte Frankrigs
Indgriben, gjorde sit bekendte ubehændige Forsøg paa at faa
Preussen til godvillig at afstaa Saarlouis og Landau til Frankrig,
karakteriserer den franske Gesandt i London, Fyrst La Tour
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
