Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Emil Hannover: Anselm Feuerbach. Med 3 Illustrationer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig saaledes, er let forstaaeligt, naar man sammenligner de Forhold,
hvorfra han kom, med dem, han fandt i Paris. Han kom fra en
Kunst, der var gennemsyret af en Friedrich v. Schlegels
Kunstfilosofi, ifølge hvilken Kunsten burde være en symbolsk
Fremstilling af guddommelige Hemmeligheder. Selv hans gamle Lærer
Schadow i Dusseldorff havde hørt til de saakaldte „Nazareners”
Kreds i Rom, der havde ombyttet deres Fædres Tro med den
katolske, i begejstret Overbevisning om Troens Vidundere paa
Kunstens Enemærker. De mente efter et saadant Skridt at kunne
iagttage hos sig selv en dobbel Genfødelse, en kunstnerisk saavel
som en menneskelig. De levede samlede som Klosterbrødre i det
gamle S. Isidore i Rom; hver sad i sin Celle og komponerede og
malede ud af Hovedet. Portrætmaleri forekom dem en
Helligbrøde, fordi det tvang dem Ansigt til Ansigt med den ydre Natur.
De var fromme, Gud skænkede dem Geniet; det kunstneriske
Arbejde var derfor overflødigt. — Allerede Goethe spottede over
disse Malere, der mente, at Kunsten ene burde fejre Religionen,
og som havde kaaret sig Fiesole til Ideal. Han haanede den
Fordring, at alle Malere skulde være Munke, fordi nogle Munke i
fordums Tid havde været Malere. Og ogsaa Feuerbach, der i saa mange
Henseender passer til Goethes Kunstideal, fandt intet Behag i
denne Kunst. „Nazarenernes" (og en Cornelius’)
teologisk-my-stiske Symbolik, deres søgte Allegorier med forklarende Tekst,
deres Munkekløgt, deres Salvelse og Pietisme maatte nødvendigvis
være en Afsky for denne Ætling af den Feuerbachske Familje,
i hvilken Tankens Klarhed og Udtrykkets Form var som et
Mærke af Adel. Hin Tids tyske Kunsts Mangel paa
Skønhedssans, dens Foragt for Naturstudiet, dens Dyrkelse alene af den
hellige og enfoldige Sjæl og af de abstrakteste Ideer maatte
naturlig være en Rædsel for denne Søn af den skønheds elskende og
tænkende Forfatter til den stilfulde Bog om den vatikanske
Apollon. Da Anselm Feuerbach i Munchen første Gang har
staaet Ansigt til Ansigt med Cornelius’ Værker, skriver han til
Faderen og bebrejder ham, at han har skildret ham de olympiske
Guder altfor skønt: „Er dette Cornelius, den store Cornelius”,
udbryder han, _____ »grove Tegnefejl––-ikke Spor af Kolorit”.
Og han føjer til: „Morgen komme ich in Kaulbachs Atelier; wie
wird es mir gehen? und Schorn? und Schorn?” —
I Stedet for den tyske Kunsts Germanisme, Mysticisme og
Ortodoksi finder han da ved Aarhundredets Midte i Paris den
56*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
