Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. Georg Brandes: Indtryk fra Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
korsikansk, og foruden det europæiske Frankrig især et nordafrikansk,
hvis Natur og Folkeliv lever i fransk Poesi som i fransk Maler-
kunst. Den lille tropiske 0, som var Leconte de Lisle’s Fødested
findes med sine Urskove og Elefanter, sine Hinduer og Kreoler i
hans tidligste Digte. Det er en Lykke for en Literatur, naar dens
Digtere, af forskellig Afstamning og af stærkt forskelligt Naturel,
føle sig dragne til stærkt forskellige Naturopfattelser.
1 Sammenligning med den franskes Rigdom i denne Hen-
seende, er der en vis Ensformighed i vor egen lyriske Literaturs
Landskabsskildring. Hos os fremtræder Sjælland hos Chr. Winther,
Jylland hos Steen Blicher, og Havet om vore Kyster i Marine-
poesier, der dog i Reglen mere handle om Poeternes egen Selv-
følelse end de male Nordhav og Østersø. Hverken vore vestindiske
Øers tropiske Natur eller Islands barske eller Grønlands fantastiske
Egne er skildrede i vor Digtning. Ingen Søn af disse Lande har
skrevet i vort Sprog. Har vi et enkelt tropisk Talent som Aare-
strup, saa sidder han paa Laaland eller Fyen og digter efter
Ruckertske Oversættelser om Orienten.
Dansk Natur synes de Danske i Reglen smilende, blød,
venlig, indsmigrende: „Der er et yndigt Land*. Vore Vande
skildres enten som krusede eller spejlglatte eller vredt opbrusende,
aldrig som ligegyldige. Naturen er i vor Kunst overhovedet aldrig
ligegyldig. For Leconte de Lisle’, der som Digter skyr al
Følsomhed, er Naturen, omtrent som hans Ideal af et Mandshjærte
impassible, altid rolig og mægtig, men ligegyldig.
La nature se rit des souffrances humaines,
Ne contemplant jamais que sa propre grandeur,
Elle dispense å. tous ses forces souveraines
Et garde pour sa part le calme et la splendeur.
Han overfører i Grunden selve sit tropiske Ideal paa Normandiets
Natur. Saaledes i det berømte Digt om Sommerheden: „Middag,
Somrenes Konge, breder sig over Sletten og falder i Sølvstrømme
fra den blaa Himmel. Alt tier. Luften flammer og brænder uden
Aandedrag. Jorden er slumret ind i sin Ildkjole.* Solens Flamme
er for ham „ubønhørlig* og Digteren vender tilbage fra Skuet af
dette Landskab „med Hjærtet syvfold hærdet i det guddommelige
Intet*. Her er Naturbegejstringen udmundet i en Pessimisme, som
Malerkunsten efter sit Væsen ikke kan give Udtryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
