Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Februar
- Cand. jur. W. Behrend: Til Minde om N. W. Gade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde fundet et nyt Udslag. Ofte kunde Gade ved saadanne
Lejligheder, naar han et eller andet Sted havde været i Tvivl om
det rette Udtryk for Tanken, standse og sige: „Ja jeg har skrevet
det saadan op, men jeg har ogsaa tænkt det saaledes–––––-—
skulde jeg heller bruge det.“ Selv om nu den, han spurgte, ube-
tinget erklærede sig for den sidste Version, sagde Gade næsten
regelmæssig: „Jeg tror dog, jeg bliver ved det, jeg har her!“ Det
Tar betegnende, dels fordi det stemmede med hans hele Selv-
sikkerhed, dels fordi han ligesom trængte til at høre en andens
modsatte Anskuelse for at blive fuldt overbevist om, at han havde
grebel det rette. —
Dette maa staa som Minder fra Sommerdagene, Undfangelses-
tiden. —
* *
*
Det var Aftnen efter at et af Henrik Ibsens Skuespil
første Gang var gaaet over Scenen, et af disse tankerige, mægtige
Tegn til Modsigelse paa den dramatiske Himmel, at en ung Mu-
siker og jeg, der begge havde været i Teatret og vare henrevne
af Skuespillet, var i Besøg hos Gade. Han havde ogsaa set det,
men udtalte sin absolute Misbilligelse deraf; under andre Omstæn-
digheder vilde jeg næppe have indladt mig paa at sige ham imod,
men nu var jeg for opfyldt af det Indtryk, Ibsens Skuespil havde
gjort paa mig, til ikke at tage det i Forsvar, og min Ven kom
mig til Hjælp. I Begyndelsen søgte Gade at afvise os med nogle
korte Bemærkninger, men da han mærkede, at vi ikke vilde give
Køb, blev han mere og mere opbragt. Hvad han sagde, husker
jeg ikke længer saa nøje; men intet var ham tilpas. Ibsens Spot
med det religiøse havde frastødt ham, han var harmfuld over, at
ingen Idealitet hævede den pjaltede Pessimisme i hans Skuespil,
og navnlig lod han os vide, at naar man som havde set og læst
Kotzebues Komedier, saa var dette ikke noget nyt, men kun en
Gentagelse af hans „weinerliche* Familjedramer. Til Slutning
rejste han sig, gik hen imod min Kombattant og tilraabte
ham en Replik, der ikke var uden en personlig Braad. Ganske
hst fortrød Gade straks efter sin Opfarenhed og slog det
hele hen med nogle humoristiske Ord, men naar jeg har bevaret
Mindet om denne Scene, er det sagtens, fordi den var et Udtryk
for, hvorledes Gade i de Aar kunde være, om end kun en sjæl-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Oct 18 17:03:50 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1891/0165.html
