Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - N. Neergaard: Talleyrands Memoirer. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bestemte, og hans Udenrigsminister maatte i alt væsentligt udføre
dem. Kun sørgede han for, at Traktatens Bestemmelser blev saa
klare og utvetydige, at der ingen Plads blev for yderligere Over-
greb fra fransk Side gennem perfide Fortolkninger, og Napoleon
var, netop af denne Grund, ikke fornøjet med den. Han skrev til
Talleyrand: »De har i Presburg lavet mig en Traktat, som volder
mig mange Vanskeligheder", men det forhindrede dog ikke, at han
kort efter gav ham et stort Bevis paa sin Naade ved at udnævne
ham til Fyrste af Benevent.
I 1806 kom Krigen med Preussen. Talleyrand konstaterer,
at Napoleon gik til den med en vis Ængstelse: »Den preussiske
Armes gamle Ry øvede en vis Magt over ham, men efter en Af-
faire paa kun 4 Timer, opløste Fantasibilledet sig til intet, og
Slaget ved Jena overgav det preussiske Monarki paa Naade og
Unaade til en Sejerherre, som var saa meget ubarmhjærtigere,
fordi Uretten var paa hans Side, og fordi han havde næret nogen
Frygt for Udfaldet, og man vidste det". Talleyrand fik i de Be-
givenheder, der fulgte paa, rig Næring for sin Menneskeforagt, og
han skaaner mindst af alt de kronede Hoveder. Med svidende
Haan taler han om de tyske Fyrster, hvis Ministre i Warschau
flokkedes om Napoleon, og som midt under deres Fædrelands
dybe Ydmygelse havde »Aandsnærværelse* nok til at tænke paa
at redde sig en Stump Land her og der. Selv Kejser Alexander
gaar ikke Ram forbi. Historikerne vil, siger Talleyrand, hvis de
er velvillige, helst undgaa at tale om den Rolle, han spillede i
Tilsit: hvorledes han, efter at have garderet sig selv, ja endog
udvidet sit Territdrium, „troede at have opfyldt alle Venskabets
Pligter overfor Kongen af Preussen ved nominelt at bevare Halv-
delen af hans Rige for ham", og derefter endog rejste sin Vej
uden at skaffe sig nogen Sikkerhed for, at denne Halvdel blev
ham udleveret snart, fuldstændigt og uden nye Ydmygelser. Der
var Grund nok til at tvivle om Napoleons Hensigter i den Hen-
seende efter den Maade, hvorpaa han behandlede den faldne
Kongefamilie. En Dag rettede han saaledes kort og brutalt det
Spørgsmaal til Dronning Louise: „Hvordan turde De vove, Madame,
at paaføre mig Krig med saa ringe Midler som De havde?" Dron-
ningen svarede: „Sire, jeg maa sige Deres Majestæt, at Frederik
den Stores Hæder havde givet os urigtige Forestillinger om vor
egen Magt*. Talleyrand roste ofte i Kejserens Nærværelse dette
Svar’, men Napoleon kunde ikke lide at høre det. »Jeg véd ikke",
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
