Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. phil. S. Schandorph: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lærdomsfilisteren Julian Schmidt faar et velfortjænt Hib
for den Dumhed, han har udtalt om „Gemenheden i Heines
Tankespring fra det sublime til det lave*. Stakkels Julian Schmidt I
Hvad der ligner Spring eller Flugt har han aldrig forstaaet sig
paa, derfor er hans store Værk om den moderne franske Litera-
tur en okseagtig Misforstaaelse fra først til sidst.
Brandes er ikke blind for de Træk og Vendinger hos Heine,
der ligger som forstenede Klumper i hans Digtning og frastøder
en som al Manierisme, i hans „Liljehænder, Rosenkinder og Viol-
øjne*, hans meget Nattergalevrøvl. „Særligt er Nattergalen under
hans (Heines) Behandling bleven en rent heraldisk Fugl i Kærlig-
hedens Vaabenskjold* (Pag. 198). Brandes ivrer mod de Ord hos
Digteren, som ere Allegorier uden Anskuelighed og uden „den
indre Sammenhæng, som er Poesiens Logik, mod de Billedklumper
som minder om de græsselige Snørkler, som de oldnordiske Skjalde
lavede i Skjaldedigtningens Forfaldstid. Saaledes alle de lavede
Personifikationer af Poetens Taarer og Suk, der bliver til Blomster
og Nattergaletoner, men lige saa godt kunde være bievne til noget
hvilket som helst andet. Enhver Brøst, der findes i Kunstneren
som Menneske, kommer frem i hans Kunst*.
Dr. Brandes fører Heine og Goethe frem overfor hinanden.
En fin og aandfuldt gennemført Parallel mellem det simple store,
den i sig selv stolt hvilende Personlighed, den videnskabelig gen-
nemdannede Kunstneraand og det desperat-sentimentale, nervøst
uberegnelige, effektsøgende, halv romantiske, halv moderne Digter-
gemyt. At Heine maa ligge under i Sammenstillingen, kan en-
hver forud forestille sig. Af disse resumerende Karakteristiker
som ere saa prægtige Hvilepladser og Orienteringsudsigtspunkter
i Dr. Brandes’s literaturhistoriske og digterpsykologiske Analyser, vil
jeg citere følgende (Br. Pag. 209).
„Naar da Heine gør Epoke i den tyske Lyriks, ja i Digte-
kunstens Historie ved en helt ny Stil i Foreningen af Sværmeri
og Vittighed indenfor Lyriken og ved et helt nyt Aandspræg i
Indførelsen af Prosaen i Poesien som Folie for den eller Spot over
den, saa beror dette paa hans historiske Stilling, paa den Over-
gang fra romantisk Virkelighedsomdannelse til pessimistisk Virke-
lighedssans, som foregik i Tidsalderen, og som forklarer den Sam-
mensmeltning af begge Elementer, der findes i hans Digtning.*
Noget simplere, klarere, mere orienterende er der næppe
sagt om Heinrich Heine, og en bedre Formel som Resultat af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
