Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. V. Vedel: Literatur-Oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med en meget virkningsfuld Ironi, fuld af velvillig Overbærenhed,
er Smaaeksempler berettet paa den menneskelige Fornødenhed:
at lyve for sig selv (jvnfr. de i Sammenhængen saa kostelige
Vendinger S. 85: „Men da maatte Tante Sofie le osv." og S. 154:
„Naar hendes Dans kom, vilde hun være oprigtig venlig imod
Hr. Wold; — kanske advare ham lidt mod Lulli": men der er noget
surt og besk i Smilet overfor Simon Varhoug, som til sin gode
Ven og Medforløste Halvor Røjdevåg beklager, at „dette unge
Menneske haver Djævelen", eller overfor den piggede Tone i Byen,
i hvis Navn Krøgers Kone „stille og gudhengivent trodsede alt
hos Manden, som lugtede af fremmed Glæde og fremmed Kultur."
Der er Vaabenklirren i Latteren, — overalt i Bogen. Dens
store Stemning er en retsindig og nobel Harme, en Hædersmands
„anger and sorrowful mirth". Livets haarde Kamp har faaet
„Garman & Worses" Salonliberaler til at trække af Kjolen, og
hans digteriske Stemning og Fantasi har vundet en Patos, man
troede den nægtet. Til Gengæld er Lidenskabeligheden endnu
noget uregerlig og ikke tilstrækkelig overlegen. Bogen præker,
demonstrerer, belærer ofte altfor direkte. Da brydes Tonen af
en ganske ligefrem Stump Avisartikel om det sidste Tiaars reak-
tionære Strømning, eller af en temmelig ligefrem Skældetone, som
hvor Wold dekoreres, og det saaledes viser sig, at „denne afsides
Hob Penge — samlet sammen i lutter Uret og Uhumskhed —
allerede havde kunnet stinke lige til Stockholm". Saadanne Steder
brydes den kunstneriske Illusion, man vaagner pludselig op af
Digtets Drøm og sidder igen paa denne Side „Lamperækken." —
— Man kan i mismodige Stunder falde paa at kalde Danmark
de forjaskede Begavelsers Land, og vor Literaturs Historie en
Kirkegaard for Talenter, der har sløset en gavmild Naturs Skænk
bort. Schandorphs Talent er vidt fra Kirkegaarden — har nogen
tvivlet, da læse han de to sidste Bøger af ham —; men man
kan læse sig helt vred i dem over, at saa rige Gaver ikke skoles
og udarbejdes mere energisk.
Det er ved Stilen, man faar fat i en Forfatters Karakter-
side. Ligesom en Mands Skrifttræk kun lærer os lidet om hans
Intelligens og Følelser, men en Mængde om hans Karakter, saa-
ledes Stilen om en Forfatters. Ethvert Forfatterskab af Karakter
har sin Stil, et karakterløst faar aldrig i Evighed en virkelig Stil.
Nu vel! Schandorph skriver — for en Forf. af hans Rang —
aldeles utilladelig daarlig, og det turde være dette, som hindrer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
