Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Georg Brandes: Ernest Renan som Dramatiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernest Renan.
186
at Guddommens Udsendinge skal og maa blive mere elskede, end
de elsker.
Garmenta er den Mandens Genius beundrende Kvinde, medens
Imperia og Brunissende var den blot fungerende Kvindelighed, der
af Manden beundres.
Nemi hører til Albalonga, der har en gammel Kultur.
Overfor det ligger de syv nøgne Høje, paa hvilke det unge, raa
og kraftige Rom snart vil rejse sig. (Der spilles her paa
Forholdet mellem Frankrig og Tyskland.)
Garmenta spaar, at der vil komme den Tid, da al Verden
taler Latin. Hun spaar, at Rom har en uhyre Fremtid, en langt
større end Albalongas for sig. Hun spaar, at en ny Religion vil
komme fra Østen og underlægge sig Europa.
Hun anses for halvforrykt og hendes Mester, Antistius, for
en Landsforræder, der lægger hende sligt i Munden. Nej, saa er
Tertius en anderledes Patriot! Han nægter ubetinget, at Rom
har nogen Fremtid for sig, antager alt, hvad der er hæderfuldt
for Albalonga, vil ikke vide af noget, der ikke er oprindelig og
autentisk Albalongask.
De ægte Patrioter af hans Art hidser til en unødvendig og
vanvittig Krig mod Rom, hvilken Antistius forgæves gør alt for
at hindre. For at faa Sejr. bringer Fædrelandsvennerne ham en
Flok unge Mænd, de vil have ofrede til Guderne. Men Præsten
ved, at Troen paa Guderne er en Bespottelse af Gud, og at Troen
paa Gud er en Bespottelse af det guddommelige. Han vil ikke
ofre Fangerne. Han siger, omtrent som Jesaja længe før ham:
.Værer retfærdige, lader Godhed og Fornuft være eders højeste
Guder!" Patrioterne svarer, at de behøver ikke en Præst og ikke
et Tempel til at faa den Art Sandheder forkyndte. De hader og
foragter ham som Gudsfornægter og Svækling.
Og Antistius’s Modstand nytter intet. Andre mere
rettroende og konservative og snedige Tempeltjenere vil alligevel
myrde Fangerne bag hans Ryg, og end ikke disse selv, der nu en
Gang var forberedte paa Døden, er ham i mindste Maade
taknemmelige for deres foreløbige Frelse. Ogsaa de finder ham
halvgal og fornægter ham. End ikke de, han frigør, ved ham
Tak derfor. Vel maa han spørge sig, om det er Umagen værd
at ofre sig for et Kuld, der staar saa lavt og er saa skæbnesvangert
viet til Usandheden. Han føler, at aandelig Ensomhed er deres
Lod, der rager op over Mængden ved Aand eller ved Hjertelag.
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
