Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teairene.
255
Blik, der beder om et Haandtryk, ikke en Dirren, der trygler om et Kys,
ikke et Ord, der klinger af „Jeg er din — vær min"! Nej, men om en
tænkt Erotik, om en Fremtids-Erotik ... derom snakker og fantaserer de.
Og hun gør det nærmest blot for at faa ham lokket op paa Taget. Hun
mener bogstaveligt, hvad hun siger: hun vil se ham „med en Krans i
Haanden højt, bøjt oppe paa et Kirketaarn*; foreløbig kun det — og
bagefter rimeligvis ingen Verdens Ting. Et Øjeblik bevæges den jævne
Lille-Pige, som hun er til Hverdagsbrug, af Hensyn til Fru Solness.
Men hun er nu engang besat af sit Fantasteri. Tror De, hun bryder
sig det Gud har ladt skabe om Halvard Solness? Ja tror De, at en
Kvinde skikker for en Grilles Skyld den Mand, hun elsker, op, hvor
der er 99 Chancer af 100 for, at han vil brække Halsen? Tror De,
hun i saa Fald lader ham gaa alene, eller at hun selv gaar med?
Tror De, at al hendes Sindsbevægelse, mens han stiger til Vejrs, gælder
Handlingen, men slet ikke Personen, og at hendes Hjærtens Udraab, da
han er naaet op, er ene dette: „Forfærdelig spændende alligevel!Ä?
Nu, hvis De tror det, saa hør efter, naar Solness er styrtet ned og har
slaaet sig ihjel! Frk. Hilde rører sig ikke af Pletten, raaber ikke om
Doktorhjælp, har overhovedet ingen Sorg og ingen Klage og ingen Graad.
Mennesket Solness og hans Skæbne er hende ligegyldigere end det
ligegyldigste. Hun „triumferer" over, at hun har faaet sit Fantasteri, sin
Roman-Drøm ført igennem, — ført næsten igennem.
Er saa Hilde klog eller „paa en Maade* gal? Er der stor
Forskel paa hende og paa den sjællandske Bondekarl, som gik ud i
Landsbyen og agerede Svend Gønge, men derpaa blev sat i Daarekisten?
Lige meget! Man ser vel i det mindste nu, hvad det er for Væsener,
Ibsen opererer med, hvad det er, der lægger et saa fremmedagtigt,
hemmelighedsfuldt Skær over Stykket. For en Del kommer dette Skær
ganske vist fra, at Ibsens Kunstner-Evne er begyndt at svigte. Han
kan ikke holde sig klar af sin Hovedfigur mere, kan ikke (som man
kalder det) „gaa op i den*, leve dens Liv, mens han skriver.
Saaledes er jo den store, den sande Kunstners Magt: at den Skikkelse, han
vælger at skildre, den lader han tænke kun dens Tanker, føie kun
dens Følelser, af den Art og i de Forbindelser, som dens Natur og
Udvikling og hele Livs-Sfære betinger. Den store Kunstners
„Symbolik’ er hin stilfærdige og ægte, som udtaler sig i, at han har følt sig
dreven til at skildre netop de og de Personer i de og de Optrin, i den
og den Handling; og for os Læsere eller Tilskuere bliver Billedsproget
dette, at vi ser os selv i Spejl i Figurerne og deres Skæbne, føler det
alt som „typisk* for os eller for noget inde i os. Men enhver kan vel
skønne, at ligesom Ibsen havde lagt ind i Hedda Gabler Tanker og
Drømme, der ikke var en norsk Generalsdatters, saadan har han (sig selv
uafvidende) lagt ind i Halvard Solness Idé-Rækker, der ikke er en bondefødt
norsk Arkitekts, men Henrik Ibsens. Derfra det, der virker saa „mystisk*
under Læsningen, nemlig at Solness tænker og taler større, end han
handler og er; og derfra ogsaa disse hans formentlige, Nysgerrigheden
pirrende Allegorier, der har givet mange ørkesløse Penne noget at løbe
oml Fra dette skriver noget af Stykkets Tusmørke-Effekt sig. Men det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
