Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vald. Vedel: Romaner. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324 Romaner.
Tilskikkelse." Og denne stilfærdige Ironi ligger graciøst over saa
mange af Skildringerne af grundtvigianske Krese og politiske
Bevægelser. Det er en Ironi, som hverken er ilter eller bitter,
hverken isnende eller saarende, men nærmest er harmløst
jævnmodig og lunt sørgmodig.
Uforceret og stilfærdig, uden Sentimentalitet eller retorisk
Appel er ogsaa den sunde Medfølelse med de to Hovedpersoners
Skæbne, som varmer gennem Bogen. Den kolde Tilknappethed,
som ellers er moderne Fremstillingskunsts Effektmiddel, er vegen
for en mere menneskelig og naturlig Tone. Forf.’s bløde Hjærte
omfatter ikke blot trofast sin Helts Ve og Vel, men ogsaa Figurer
som den sølle Dyrlæge og hans sengeliggende Kone, „den lille
hensvindende Rest af et Menneskeliv, som kaldtes Fru Aggerbølle*.
Med den smukkeste Sympati er Hansine, Præstekonen, tegnet:
Mistroen, hun gennem alle de mange Aar har bevaret til sin ny
Stilling, der kun synes hende en Drøm; den Sjælsfatning og
Skæbnetro, hvormed hun afventer den Skilsmisse, hun efterhaanden
mer og mer føler trække op, længe før hendes Mand selv aner,
hvad han savner, og hvad der dæmrer i ham; den faste
Beslutsomhed, hvormed hun sætter Adskillelsen i Værk og lader sin
Mand og sine Børn blive i Troen paa et Gensyn, hun selv helt
har opgivet ... ogsaa hendes beherskede, dybe Smerte* naar hun
sidder over sit syge Barn „med det tillukkede, næsten haarde
Udtryk, som hendes Ansigt altid fik under heftige Sindsbevægelser-,
eller naar hun, uden at fælde en Taare, tvætter og hyller sin
Dreng i Liglagen. — De sidste to Scener: Drengens Død og
Eftermiddagen, da Emanuel kører med Børnene fra Præstegaarden og
vinker Farvel til Hansine, er begge følte af Forf. med et stille
Alvor, som virker dybt menneskeligt.
Overhovedet er det saa ægte mente og tilforladelige i Tonen
noget af det, hvorved Pontoppidans Bog virker sikrest og varigst.
Man betrygges og man smittes af det dybe Slægtskab, den langvarige
Fortrolighed med Stoffet og Personerne, som man stadig fornemmer
hos Forfatteren. Og man aander en saa sund og ren Luft i
denne Bog, hvor en sanddru Mand siger jævnt, hvad han dybt
har prøvet og mener alvorligt. Der er aldrig noget af en blot
øjeblikkelig Følelses- eller Fantasianspændelse i Bogen; den virker
som en langsomt modnet Frugt, der ganske af sig selv en stille
Efteraarsmorgen falder ned i det fugtige Græs. Forfatteren har
aabenbart følt sig saa hjemme i Stoffet, at Frembringelsen er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
