Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Johs. Jørgensen: En ny Digtning. I. Edgar Poe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
En ny Digtning.
Han havde i Nordamerikas forskellige Storstæder — i Richmond
og Philadelphia, Boston og New York — med ringe Held søgt at
leve af sin Pens Frembringelser og af sit sjældne Foredrags-Talent.
Han havde giftet sig med en ung Kvinde, som han elskede højt,
og hvis Liv var en sagte Gliden ned mod Tæringsdøden. Han
sad for hendes Skyld seksten Timer i Døgnet paa Bladkontorer
som simpel Journalist, og han ejede, paa sin Berømmelses Højde,
ikke mer end et Par Sko — der var højst skrøbelige — og ikke
andet Tæppe at dække sin feberfrysende Hustrus Leje med end
en gammel Overfrakke, som hun maatte undvære, naar han
skulde ud.
Resten af hans Liv blev ikke lykkeligere. I de fire Aar,
han endnu havde at leve, ventede ham hans Hustrus Død,
forsmædelige Presse-Angreb fra misundelige „Kaldsfæller", ny
An-strængelser uden Resultat, en langsom Sønderknusning af hans
sidste Haab under Tidens tunge Hæl. Og som al Tings Ende:
en forkommen Død paa aaben Gade og et Eftermæle, som hans
bedste Ven besudlede.
Og dog — saa grusomt det lyder — skete der ham hans
Ret. Han var en fremmed i Amerikas Samfund, og han led den
fremmedes Lod. Det er ikke blot paa Latin, at Ordet fremmed
og Ordet Fjende lyder ens.
De sporede i ham Fjenden, de Mammondyrkere og
Tilbedere af Tiden. Han knælede ikke for deres Guder og holdt
ikke sin Andagt i deres Bedestole. Han var en Kætter overfor
alt, Amerika troede paa, og alt det, Yankeerne elskede. Han talte
foragteligt om Fremskridtet, om Demokratiet, om de moderne
tilrøgede Byers firkantede Grimheder. Og med Længsel saa han
tilbage til en Tid, „da Lystighed var et ukendt Ord, fordi
Lykken var saa dyb — en hellig, højtidelig og velsignet Tid, da
blaa Floder uhemmede løb mellem usløjfede Høje ind i fjærne,
duftende, uudforskede Urskovsensomheder.«
Der skete ham hans Ret. Thi i hans Sjæl brændte en
Længsel, som ikke er af denne Verden, og som Verden derfor
hader og forfølger. Hans Væsen smægtede i den Tørst, som
intet jordisk Vælds Vande kan slukke, fordi det er en Tørst efter
det evige.
„Denne Længselskrev Poe, hører til Menneskets udødelige
Væsen. Denne Tørst er en Følge af og et Tegn paa Menneskets
evige Liv. Det er Natsommerfuglens Attraa til Stjernen. Det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
