Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: Den brudte Ring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117 Den brudte Ring.
lang Tid, koste mere Umage, end Sejren var værd; de har nogen
Uskyld, saa der kan være Blufærdighed, men er dog saa kendte
med den forbudne Frugt, at der ikke bliver Graad og Tænders
Gnidsel bagefter.
Aa, Pral! en Don Juan, der er klippet temmelig tæt oven i
Hovedet! Nej, det var nok nærmest en egenkærlig Sorg over, at
han følte sig for gammel til saadan at begynde Livet paa en
Grisk; han var ikke mere smidig og letsindig nok, kunde ikke
kappes med de yngre; han havde Vinden mod sig. — — Mente
ban egentlig, hvad han gik og tænkte? Løj han for sig selv nu
eller før? Det er saa umuligt at faa Sandheden fat i sin egen
Sjæl. Selv om man et Øjeblik tror, at man vil sætte Livet ind
for en eller anden Mening, — et Minut efter er den skrællet løs,
og bagved vokser Spørgsmaal og Tvivl og Kritik frem saa hurtig
som Skimmel og Mug. Og hvor kan man da faa Rede paa andre?
Tegnene paa deres Troløshed, som han nylig syntes var sikre,
mon de egentlig var det? Havde han ikke overdrevet en hel Del?
Hvis Ulykken ikke var sket, vilde han saa nogen Sinde have set
noget mistænkeligt i deres Opførsel? Nej, selv om en var
kommen og havde sagt: synes De ikke, der er noget underligt i, at
Deres Kone og Deres Ven er saadan og saadan overfor hinanden?
— han vilde have let ham op i Øjnene. Naa, men det var saa
rasende unyttigt at gruble over det og over noget som helst. Det
virkelige var, at han gik paa en Række skidne, glinsende Fliser
og saa en Mængde snavsede Ben gaa forbi. Han var træt og
sløv, og en Gang imellem var det som Stenbroen gyngede under
ham. Og den underlig slimede Smag i Munden, og noget
gnavede sig smertefuldt frem i hans Indvolde. Han havde jo heller
ingen Middagsmad faaet; han var sulten; han vilde have noget
at spise; hvorfor skulde han ikke gøre sig til gode med Mad og
Drikke; det var Glæder, man kunde tage og føie paa; de sveg
ham ikke, de blev ikke til Pap i Munden. Han vilde gøre sig
lystig og holde Gilde ene Mand. Hvad skulde han tage, hum,
hum! Østers eller Laks? Dyreryg med Bourgogne? And i Oliven?
Hans Tænder løb i Vand, og hans Mave skreg.
Men saa gik han op i en Kafé og fik sig noget Smørrebrød
og Kaffe; han vilde netop ikke have Spiritus, ingen kunstig
Opstramning. Han spiste graadig med Hovedet nede over
Tallerkenen; det gjaldt blot om at stoppe Føde i sig og blive mæt;
han gjorde sig næsten Umage for at spise saa plumpt som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
