Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: Den brudte Ring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Den brudte Ring.
Sjover. Imens sad han og stirrede paa et Vittighedsblad, dybt
alvorlig, for han sansede hverken Bogstaver eller Billeder. Først
-da han var færdig med Maden og for tiende Gang tog fat paa
Læsningen, begreb han Vittigheden og vrængede Mund: Herregud,
at det skulde være morsomt. Han lagde Bladet og lænede sig
bagover i den umagelige Sofa. Skulde han nu ryge eller skulde
han ikke? Nej, for saa skulde han rejse sig og gaa hen til sin
Overfrakke; og hvem gad det? Han lukkede Øjnene for at hvile
sig lidt. Hvad var det nu, han havde tænkt paa, da han gik fra
sit Kontor? Det var dengang Lygterne blev tændt. Saa kom
han til Porten og tog Nøglerne frem. Og inde i Stuen var der
mørkt, og Ilden var gaaet ud. Og Stolen væltet. Saa inde i
Spisestuen stod Mine og havde malet sig saa mange Rynker i
Ansigtet, og hun sagde — han tog sig sammen med et Ryk og
saa forvildet om i Stuen. Nej, nu vilde han have Fred et
Øjeblik, væk med det!
Hans Øjne blev hængende ved nogle unge Mænd, der nylig
var komne ind og sad lidt fra ham. Hvorfor ikke høre efter dem?
maaske kunde de overdøve hans Tankers plagende Røst; de talte
da højt nok. Aa, om Bøger var det og saadant noget; hvad var
det for ham nu: Bøger er for de lykkelige, de ledige, de tomme;
hans Hjerne var fuld. Men det var om deres egne Bøger og Vers,
de talte. Nej se, de maatte da være Forfattere, Digtere; nogen
af dem kunde nok se ud til det, underlige Størrelser. Det var
maaske et heldigt Tilfælde, der havde bragt dem herind nu.
Denne sygelige Længsel efter at høre et husvalende Ord vaagnede
atter i ham. Og Digterne var dog Menneskenes Trøstere. De
opløste Livets Sorger i Musik, gjorde dem lettere, højnede dem.
Han smilede svagt: det var en Gang som Barn, han havde fundet
saadan en Trøst i et lille Salmevers, da han var ene hjemme og
havde slaaet det gamle Spejl i Stykker. Nu kunde dog mulig en
af disse unge Poeter sige netop det Ord, der flk et lindrende Væld
til at springe ud af hans stenede Klippe.
Den ældste af dem sad bred og smilende, vippede paa
Stolen og snoede sit kløftede Hageskæg: „Nej, I er endnu i
Uskyldighedstilstanden, Børnlille. Ideens Fane, om jeg maa bruge et
saa gammeldags Ord, — kender I dens Indskrift? Den lyder kort
og godt: „Veksles paa Anfordring med Guldmønt". Og hvis I vil
tjene denne Fane, find saa et lækkert, ikke for tungt Stof og giv
>dem det ind i en let, klar og fornem Stil... Æstetiken i kort Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
