Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: Den brudte Ring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119 Den brudte Ring.
greb, værsartig! Og maa jeg give jer et praktisk Raad: tag helst
et Emne, der er saadan til Maade, lad os sige: letsindigt, og drys
det hvideste, sødeste Sakker derpaa. Det er et fortræffeligt Raad;
jeg følger det ikke selv. Saa har man ogsaa den Glæde at kunne
hviske mangen smuk Pige en lille Djævel i Øret; men det er en
privat Fornøjelse."
„Aa, det mener du jo ikke," sagde en anden ærgerlig.
•Nej. vi maa søge den fineste og særeste Kunst, og den er sit
eget Maal. Denne ligefremme, sanselige Dukkeskønhed er jo nu
forældet. Vi unge", vedblev han med en mat og døende Stemme,
,har faaet Lede for disse nemme, blodrøde Nydelser; nu vil vi
synge om Forraadnelsens grønne Dejlighed; den skal ægge vore
sløve Sanser; vi længes efter sygelig søde Dufte, noget af det
romerske Kejserriges Udyd eller Klostrenes indestængte Drømme.
Vor Digtnings Muse skal ikke være en blød, kurrende Due, en
Snehvide, Mælk og Blod; hun maa være sort som en Negerinde
eller gul af Lød, i sort Silkesærk, østerlandsk og dog indviet i
det moderne Livs dunkleste Mysterier. Og jeg er ikke rigtig paa
det rene med, om vi ikke ogsaa bør vende tilbage til Religionen,
saadan med Madonnabilleder og Røgelsesduft og Kar af gammelt
Guld. Det skal være den mest forfinede Nydelse, naar Anger og
Ruelse krydrer Syndens Sødme.Ä Han nippede til sin grønne
Chartreuse med Spidsen af Læberne og skar lidt ilde derved; hans
Øjne skinnede af hemmelig Stolthed, og hans runde, rødmussede,
blonde Bondedrengsansigt søgte at iklæde sig en træt og udlevet
Verdensmands Maske.
Men en tredje, der havde siddet stille og ladet de hvide
Fingre løbe gennem sit blanke, sorte Haar, tog til Orde og sagde
alvorligt, langsomt: „Der har været en Brøst ved Digtningen hidtil.
Nu har jeg fundet det Middel, som kan læge den. Jeg har tænkt
derover i lang Tid; nu ved jeg, hvad vi maa gøre. Vi maa
indføre en ny Brug af Semikolonner\u
Bugge rejste sig stille, betalte og listede skyndsomst
udenfor. Han gik til og lo og skar Tænder. Saa var dog den sorte,
vaade Nat bedre: det var som at stirre ind i et Dødningehoveds
Øjenhuler, men heller det øde Mørke end at se Ormene krybe
rundt. Han trykkede Hatten ned i Panden. At han ogsaa kunde
tro det muligt at slippe fra de pinende Tanker. Han var ikke
klogere end en Hund, der løb efter sin Hale. Selv om han et
Øjeblik kunde glemme dem for andre Ting, var de slet ikke faldne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
