Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Munch: Centrum, Venstre og Højre 1848—54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Centrum, Venstre og Højre 1848—54*. 159
stort, men Interesse har det derved, at det viser os de 3 Partiers
Kampmaade.
Centrum delte sig; Halvdelen med alle Førerne stod sammen
med Venstre for Udkastets Forslag, Resten med Højre for det
Bruunske. Til dette sluttede sig usædvanlig bestemt Ministeriet,
og det opnaaede derved et Flertal af 68 Stemmer mod 66. Det
var ved 2. Behandling, og Stillingen var nu saa, at forvandledes
dette Flertal ved 3. Behandling til et Mindretal, da var alle
Forslag forkastede, og man maatte begynde forfra gennem Udvalg;
Grundlovsarbejdet maatte opsættes paa ubestemt Tid. Centrum
tog overfor denne Fare hurtig sin Beslutning. Det fandt
Spørgsmaalet for lille til at risikere noget paa og besluttede med hele
sin Styrke at stemme for det vedtagne Forslag. Højre greb med
Glæde Lejligheden til at bringe Grundloven i Fare, selv om det for
at opnaa dette maatte stemme mod Forslaget, det nys havde
skaffet Flertal. Det syntes da saa, at Forslaget skulde falde med
Hovedstyrken af Højre og Venstre mod sig. Da foretog Venstre
en af sine behændige Vendinger; det besluttede at stemme for
Forslaget og at holde denne Beslutning hemmelig, saa Højre ikke
fik Tid til Modtræk. Stor var Glæden i Centrum og Vreden i Højre,
da Balthazar Christensen afgav Erklæringen herom. Højres ny
Forslag faldt med 94 mod 47, hvorpaa det Bruunske Forlag
vedtoges med 127 mod 13. I det kritiske Øjeblik havde Centrum og
Venstre fundet hinanden og ført Grundloven sikkert i Havn.
To Punkter, som siden har faaet stor Betydning, vakte da
kun ringe Interesse. Det var Spørgsmaalet om Afgørelsen, naar
Landsting og Folketing var uenige om Finansloven, samt de
provisoriske Love. Centrum og Venstre nærede Ønsker om
Fælles-afstemning af Tingene, men de opgav dem. Det var jo ikke
nødvendigt, naar, som efter Junigrundloven, Landstingets og
Folketingets Valgmaade var saa ensartet, at langvarige Konflikter ikke
var sandsynlige. Faren kom først i 1866, da man skabte en
permanent Modsætning mellem de to Ting uden at træffe
tilsvarende Bestemmelser om Finanslovsbehandlingen. Hvad der var
rimeligt i Junigrundloven, blev en ødelæggende Selvmodsigelse i
Grundloven af 1866.
Paragrafen om provisoriske Love fandtes ikke i Udkastet,
men indsattes efter enstemmigt Forslag af Udvalget uden egentlig
Modstand og uden at vække nogen Interesse; der var den Gang
ikke en Sjæl, som tænkte sig den anvendt som Kampmiddel i en
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
