Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Elith Reumert: Hestehandel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hestehandel.
709
„Carl, jeg synes, at den nærmeste Hest har saadan et
underligt Øje."
Intet undgaar Sørensens Opmærksomhed. Hans Hørelse
er skarp.
„Underligt Øje! Sig ikke det i nogen ond Betydning, min
Dame. Det er netop et dejligt Øje, Dyret har. Fritz er et
Mandfolk, li’som vi andre, og naar han ser smukke Kvindfolk, saa
skeler han paa det venstre Øje, Raden,–det er min Salighed
ikke andet end som ren Kælenskab. — Naa, spøje ka* vi jo
alle, Gu’ være lovet. Men jeg ka’ forsikre Dem om, min Dame,
at det er øndige Dyr, begge to, der ta’r Sukkeret fra Haanden,
det er der ikke Tale om, der er min Salighed ikke ond
Blods-draabe i no’en af dem. Min Kone har flere Gange kørt dem for
bare Fornøjelse, og hun er ellers meget ængstelig for alt Kre’tur.
De ska’ sla’ til, Hr. Pastor, — det er Kraft lyne mig en ren
Styrelse med at faa et Par Heste, der ikke er mer Avekattestreger
med end disse her. De ka’ gaa et helt Liv uden at finde saadan
et Par Dyr, det er der ikke Tale om!"
Sørensens Veltalenhed fremkalder en Fornemmelse af
Stak-aandethed over hele den nærmeste Forsamling. Der indtræder
enPavse, som Præsten endelig afbryder med en meget spagfærdig
Forespørgsel om den Pris, Sørensen har tænkt sig.
„Skidt med Pris! Det ska’ vi s’gu nok klare! Det
hovedsagelige er, at Kunden bli’r tilfreds. Nu ska’ jeg sige vos en
Ting. Pastoren ka’ selv ta’ Linerne, hvis som De vil sitte op.
Værs’artig — saa ta’r vi en Stroppetur, ud ad Slangerup vejen.
Værs’artig, lille Dame, — Pastoren sitter hos mig!"
I samme Øjeblik er Sørensen nede paa Jorden og har
smækket Vogndøren op. Den lille Præstefrue har nok Lyst til
en Køretur. Hun nikker smilende til sin Mand, der springer op
paa Bukken, Sørensen brøler som en uvan Tyr: „Af Vejen, Folkl"
og afsted gaar det i strygende Fart ad Slangerupvejen.
Under denne Scene har jeg stadig holdt Udkig med den
isabellafarvede Gudbrandsdøl, til hvilken jeg er stille Liebhaver.
Jeg attraar den heftigt, men jeg vil dog med filosofisk Ro se den
gaa min Næse forbi, da jeg fra sidste Sommer nærer en skummel
Mistanke om, at hveranden Hest paa Hillerød Marked har
Flyvekuller.
Et Kvarters Tid efter ser jeg Sørensen komme sprængende
tilbage med de troskyldige Præstefolk, med hvem jeg har den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
