Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Adolf Paul: Et Eventyr fra Ødemarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Eventyr fra Ødemarken.
927
Naar jeg saa atter vaagner, har Solen suget Taagen op og
spændt den ud mellem Trækronerne som et Telt, under hvilket
hele Naturen gør sit Morgentoilette, vasker sig saa hurtig som
muligt med Dug for at være paa sin Post, naar Taagen flyder
hen i intet og Solen-holder Morgeninspektion.
Da tænker jeg ikke paa andet, end at jeg maa undersøge
mine Net, og min højeste Lykke er at finde dem tunge af
sølvglinsende Fisk.
„Har du set alt dette saadan, den Gang du endnu ikke
var blind?"
„Nej!" sagde Matti.
„Kan du se det nu?"
„Ja!"
„Da glæd dig, thi du vil altid kunne se det igen, skønt du
aldrig mere vil kunne aabne dine Øjne. Men saa længe du bare
vil, kan du leve i denne Skønhed. Og naar du glemmer, skal jeg
fortælle dig endnu mere og skønnere. — Ingen anden fortæller jeg
det — bare dig, stakkels blinde."
Matti sukkede og tav. Men medens han laa der, smeltede
hans fattige Feberfantasier sammen med den gamles Fortællinger,
og en ny Verden opstod i ham, en Verden af fantastisk Skønhed.
Jo friskere han blev, des mere fordybede han sig i den; til sidst
gik han ganske under i den og glemte alt, glemte, hvorfra han
var kommen, og hvad han havde været; sad den ene Dag som
den anden og grublede. Og den gamle fortalte ham altid mere
og tvang ham endogsaa at glemme Blindheden over farverige
Syner, som aabenbarede sig for hans indre Øje.
En Aften tog Eneboeren den gamle Zither frem og
aflokkede den Toner, vemodige, længselsfulde Toner, som svævede
hen over Søen og langt ind i Skoven for ikke at vende tilbage.
Matti blev selsomt greben. Som vakt af en Drøm fo’r han
op og sagde sagte, men bestemt:
„Jeg vil gaa hjem, nu straks."
„Er du da ikke hjemme?" sagde den gamle, idet han satte
Zitheren bort, ked af, at han havde spillet for Matti.
„Jeg vil gaa hjem, — jeg har en Hustru, som venter mig."
„Dig venter hun ikke! Du var den Gang en anden, da
du gik bort fra hende! Og det er længe siden, hun vænnede sig
til at anse hin Mand for død. Mange — mange Uger."
Tilskueron. 1896. 63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
